De to ærkerivaler Yahoo og eBay har overraskende indgået et strategisk samarbejde på det europæiske marked for internet-auktioner. Aftalen betyder at Yahoo lukker fem af sine europæiske auktionstjenester, og i stedet linker direkte til eBays tjenester i de respektive lande.
I en pressemeddelele fortæller Yahoo at firmaet lukker sine auktionstjenester i Frankrig, Tyskland, Italien, Spanien og England/Irland. Yahoo vil i stedet linke til eBay med tekst- og bannerannoncer.
Den danske Yahoo-auktionstjeneste bliver ikke lukket, fortæller internet-firmaet. Forklaringen kan være, at eBay ikke er repræsenteret i Danmark - Yahoo kan således ikke linke til en dansk eBay-tjeneste som erstatning for sit eget auktionsforum.
Yahoo og eBay har ikke offentliggjort de finansielle detaljer i aftalen, men firmaerne fortæller at den skal gælde i flere år.
Internet-auktionshuset eBay har haft blandet held med at ekspandere udenfor USA. Firmaet henter i dag 20 pct. af sine indtægter i Canada, Frankrig og Tyskland, men en japansk udgave af auktionstjenesten udviklede sig til en økonomisk fiasko og måtte lukkes.
(Kilde: CNET)