I sidste uge blev direktøren for online-spillesitet BetOnSports, David Carruthers, anholdt i USA, fordi firmaet mistænkes for at tilbyde ulovlige pengespil over internet og telefon til amerikanskere. Anholdelsen tolkes som et signal om, at USA vil slå hårdt ned mod spillesites på nettet, og flere firmaer har efterfølgende valgt at lukke helt for amerikanske spillere.
Det gælder blandt andet svenske 24hPoker, der har besluttet at lukke for sine aktiviteter i USA fra den 1. september.
»Nettet strammes, så vi ser en pointe i at lukke vores amerikanske netværk ned,« siger Per Hildebrandt, chef for 24hPoker, til svenske Näringsliv 24.
Men andre spillesites har valgt at trodse USA. Betway.com har officiel adresse i Gibraltar og på firmaets pokersite vil der fortsat være mulighed for at spille mod amerikanske spillere.
»Vi har altid været et europæisk spillefirma, og vores spil er helt lovlige inden for Europa. Derfor berører USA's arrestationer ikke os. Betway.com tilhører et pokernetværk med mange amerikanske sites, som ikke giver efter for USA's trussel. Det betyder, at alle amerikanske kunder, som man kan spille mod hos os ikke berøres og man kan derfor trygt spille videre døgnet rundt med spillere fra hele verden,« siger Per-Ivan Selinder, direktør for Betway.com.
Beslutningen fra Repræsentanternes Hus i USA om en mere restriktiv holdning til spil har tidligere været fremme i forskellige udgaver uden at få Senatets godkendelse og er derfor aldrig trådt i kraft. Senatet vil sandsynligvis ikke nå at behandle forslaget inden valget i efteråret, mener Betway.com, hvor man ligefrem kan vædde på, om forslaget går igennem.
Betway.com tilbyder 50 gange pengene, hvis man tror, at forslaget fra Repræsentanternes Hus bliver godkendt af Senatet, inden det slutter sidst på året.