År 2000 Sekretariatet har startet en ny kriminalføljeton om år 2000 problemet, kaldet "Den lange feber", der hver fredag frem til den 14. januar år 2000 udkommer med et nyt afsnit. Det skal ialt blive til 38 afsnit, der skrives af cand.mag. Per Olaf Stralendorff Petersen. Historien tager udgangspunkt i en virksomhed, som ellers er år 2000 parat, men alligevel rammes af et problem; de kvindelige ansatte er alle opsat på at få den første år 2000 baby, og skal derfor alle indenfor kort tid have barselsorlov. Problemet er at skaffe kvalificerede barselsvikarer i tide. Hovedpersonen er en vinelskende detektiv, som hyres af virksomheden til at hjælpe med at løse problemet. Dertil kommer en speget kriminalgåde, der først afsløres i et af de sidste afsnit.