Den grønne bølge har lært os, at vi skal spare på strømmen hvor vi kan. Sluk for de elektroniske apparater i stedet for at sætte dem på standby, skift til lavenergi-pærer, anskaf en bærbar computer som sluger mindre strøm end den stationære. Men samtidig går mange af os med en drøm om at slippe af med de irriterende strømkabler. Trådløs energi er en af de mest perspektivrige fremtids-teknologier - men der er absolut ikke tale om en grøn teknologi.
For de eksisterende eksempler på trådløs energioverførsel har alle én ting til fælles - de taber strøm. Rigtig meget strøm endda.
Intel viste sidste år en mulig prototype som sender strøm trådløst til en glødepære. Intels forskere brugte en meget stor magnetspole - alt for stor til praktisk brug - og alligevel var det kun muligt at overføre omkring 60 watt med et tab på 25 pct. over en meters afstand.
Et tab i denne størrelsesorden er fuldstændig uacceptabelt i en tid, hvor grøn it er det helt store buzzword. Det er nok de færreste, der vil acceptere, at strømregningen pludselig stiger kraftigt fordi alle ledninger skiftes ud med trådløse elmodtagere.
Flere firmaer som Powermat, WiTriCity eller WildCharge udvikler eller sælger allerede produkter som sørger for at genoplade mobiltelefoner eller andre håndholdte enheder uden ledninger. De hævder ligefrem, at deres produkter er mere energibesparende end almindelige mobiltelefon-opladere - Powermat taler om en energi-effektivitet på mere end 90 pct. for sine produkter. Men der findes ingen uafhængige målinger som bekræfter dette.
Disse produkter kan ikke overføre energi "gennem luften" - de kræver at mobilen placeres på en særlig plade. Der er altså ikke tale om kontaktfri opladning, og det er lidt af en skuffelse, når man drømmer om rigtig trådløs strøm.
Først skal der monteres en modtagerenhed på de enkelte mobiltelefoner, og derefter skal telefonerne placeres på en særlig plade, der sørger for selve opladningen. Den trådløse energioverførsel bruger en form for magnetisk induktion. Det kendes allerede fra elektriske tandbørster og fungerer kun over meget korte afstande. Glem alt om at oplade din telefon mens den ligger i lommen.
Intels prototype der blev vist sidste år brugte den såkaldte resonante induktion, der har været anvendt siden 1960'erne til pacemakere. Her bliver resonant induktion brugt til at overføre energi fra batteriet, der sidder under huden, ind til pacemakeren, der sidder ved hjertet. Fordelen i forhold til almindelig induktion er, at der ikke opstår et elektromagnetisk felt, der kunne forstyrre apparatet.
Men glødepæren i Intels demonstration var fastmonteret. Den kunne altså ikke flyttes, uden at afbryde strømoverførslen, og det sætter nogle alvorlige begrænsninger for anvendeligheden. For det skulle jo gerne være sådan, at trådløs energi giver større bevægelsesfrihed, ikke mindre - som det er nu, kan modtagerenheden end ikke flyttes med et par centimeter.
Det er ikke et problem for Powermat, WiTriCity og WildCharge, som altså baserer deres produkter på at mobiltelefonen fysisk skal placeres på en oplade-måtte. Man slipper for at slæbe rundt på mobil-opladeren - men skal stadig bruge en modtager-enhed til telefonen og selvfølgelig selve måtten, der skal forbindes med en stikkontakt.
Producenterne hævder, at deres produkter er mere miljøvenlige end den konventionelle oplader. Dels fordi den almindelige mobil-oplader sluger strøm når den står på standby, og dels fordi man kan placere flere mobiltelefoner på pladen og dermed undgå at bruge flere opladere.
Men uanset hvordan man vender og drejer det, så vil trådløs opladning altid medføre et større spild af strøm end den gode gamle metode, hvor man sætter opladeren i stikkontakten. Powermat har indtil videre afvist at fortælle, hvordan man måler energieffektiviteten i sine produkter. Så det er umuligt at verificere, hvor meget strøm der rent faktisk spildes.
Forskere har eksperimenteret med trådløs strøm i 100 år, og det eneste resultat er indtil videre oplademåtter fra en håndfuld producenter. Den rigtige trådløse strøm - hvor alle hjemmets kabler kan rives ud - ligger stadig langt ude i fremtiden. En fremtid, hvor hensynet til miljøet måske vil spille en større rolle end behovet for at slippe af med kablerne.
