Politiet i Manhattan har anholdt en 24-årig mand, Christian Curry, der angiveligt forsøgte at hyre en privatdetektiv, som skulle bryde ind i hans tidligere arbejdsgivers edb-netværk og plante et falsk e-mail. Brevet, som indeholdt nedsættende bemærkninger om Curry, skulle bruges i en kommende retssag, som den fyrede medarbejder ville føre mod firmaet, Morgan Stanley. Curry fik kontakt med en privatdetektiv og overrakte ham teksten til brevet, der skulle smugles ind i e-post systemet hos firmaet, men privatdetektiven var i virkeligheden en politi-efterforsker. Politiet fortæller, at Curry nu er anholdt og sigtet for dokumentfalsk, manipulation af beviser og anstiftelse til forbrydelser.