Grundlæggeren af MediaLab på Massachusetts Institute of Technology (MIT), Nicholas Negroponte, fortalte tidligere i denne uge om sine visioner for elektronisk handel på Electronic Commerce World Trade Show i Denver. Negroponte, der for alvor slog sin status som visionær fast med bogen "Being Digital" (oversat til dansk under titlen Det Digitale Liv), sagde, at mulighederne i e-commerce bliver stærkt undervurderet. I år 2002 vil det elektroniske salg beløbe sig til mere end 1.000 milliarder dollars, ifølge Negroponte, der samtidig understregede, at nettet gør det muligt for mindre virksomheder i små lande at konkurrere med store globale giganter. Negroponte er medlem af bestyrelsen i DigiCash, et firma der udvikler elektroniske betalingssystemer til Internet.
Læs ComON's første og andet interview med Negroponte og anmeldelsen af Det Digitale Liv.