Vi har aldrig haft så nem adgang til så enorme mængder af information som i dag. Vi har aldrig haft så mange digitale enheder, computere, mobiltelefoner, ultrabærbare og iPads, som konstant sætter os i forbindelse med resten af verden. Men betyder det også, at vi bliver klogere? Eller bliver vi tværtimod dummere, fordi vores hjerne slet ikke kan klare denne syndflod af information, og fordi vi bliver vænnet til en zapper-kultur, hvor det er svært at fastholde opmærksomheden mere end få sekunder af gangen?
Helt tilbage i 2008 viste et svensk forskningsprojekt faktisk, at mennesker har meget lettere ved at forstå tekst på papir end tekst, der står på en computerskærm. Når man sidder ved computeren er der nemlig alt for mange ting, der distraherer. En svensk psykolog konkluderede derfor, at mennesker bliver dummere, når de sidder foran computeren. I et forsøg skulle en række testpersoner besvare en opgave; de personer, der fik opgaven på papir, opnåede bedre resultater end dem, der brugte computeren.
Men dermed er det sidste ord bestemt ikke sagt i debatten om, hvorvidt nettet rent faktisk påvirker vores intelligens i negativ eller positiv retning. Et essay i Wall Street Journal i lørdags stiller spørgsmålet Does the internet make you smarter? Skribenten Clay Shirky erkender at nettet flyder med indhold i lav kvalitet produceret af glade amatører, som ikke føler sig begrænset af den gamle tids regler – f.eks. at man skal tjekke sine facts eller skelne mellem fiktion og virkelighed.
Det kan på mange måder sammenlignes med Gutenbergs opfindelse af trykkekunsten, hvor kirken mistede sit monopol på det intellektuelle liv. Pludselig kunne alle bruge trykkemaskinen til at sprede skrifter, og man frygtede, at det ville føre til kaos og anarki. Og det skete måske også, for der kom mange nye bøger af enhver kvalitet, men der kom også et nyt system og nye regler, som den videnskabelige peer-review, hvor andre forskere skal vurdere og godkende en artikel, inden den bliver trykt i et videnskabeligt tidskrift.
Peer review er selvfølgelig den samme proces, som også har skabt grundlaget for verdens største leksikon, Wikipedia, hvor millioner af frivillige har arbejdet sammen om at skrive det vigtigste engelsksprogede opslagsværk på blot ti år. Der ligger måske 100 millioner timers arbejde i Wikipedia, og det lyder imponerende, men det svarer til den tid, som amerikanerne bruger hver weekend på at se tv-reklamer.
Clay Shirky mener, at vi er midt i en informations-eksplosion, der kan sammenlignes med Gutenbergs opfindelse. Det gamle system er brudt sammen, og vi mangler stadig at få det nye system på plads. Derfor oplever vi en periode med kaos. Men det betyder ikke, at vi bliver dummere.
”Det er vores uheld, som generation, at leve midt i den største udvidelse nogensinde af menneskets evne til at udtrykke sig, et uheld fordi mangfoldighed ødelægger flere ting end knaphed. Vi ser nu hvordan de gamle institutioner kommer under pres, mens de nye kulturelle alternativer kun udvikler sig langsomt og forsigtigt,” skriver Clay Shirky.
Han mener, at internettet vil kræve nye kulturelle institutioner, ikke kun nye teknologier.
Men en ting er nettet og den mangfoldighed af informationer – videoer på Youtube, blogs, tweets – vi nu har adgang til. Noget andet er den måde, de mange digitale enheder har forandret vores dagligdag på. Der konkurreres hele tiden om vores opmærksomhed – telefonen ringer, der kommer beskeder ind på computeren, der skal skrives statusopdateringer på Facebook og meldinger på Twitter – og vores hjerne er tvunget til at sortere rundt i dette konstante bombardement.
New York Times har taget fat på denne problemstilling i sin artikel Hooked on gadgets, and paying a mental price. Den amerikanske avis har besøgt en typisk familie i San Francisco, hvor den digitale teknologi fylder meget i dagligdagen. Hvis man betragter computeren, telefonen og de andre gadgets som en forlængelse af den menneskelige krop – som en metode til at udvide vores mentale evner og forstørre vores hukommelse – så skulle man tro, at al den nye teknologi ville gøre os til supermennesker.
I de gamle cyperpunk-romaner bliver computeren jo koblet direkte til hjernen, og du kan køre forskellige programmer direkte i dette neurale interface – f.eks. lære at tale et nyt sprog ved at sætte det rigtige kort i hjerne-stikket.
Men man kan også se det på en anden måde. Det er rigtigt at computeren overtager opgaver for os, som at huske og regne, men det betyder så bare, at vi bliver dårligere til de samme ting. Mange der har arbejdet med computeren i lang tid vil opleve, at evnen til hovedregning – ligesom håndskriften – bliver dårligere med tiden, ligesom alt det andet, som vi har lært, men ikke længere bruger.
På den måde kan man sige, at computeren gør os dumme eller dovne. Men vi mærker det ikke, for vi ”bytter” det med hele den fagre nye verden, som computeren åbner op for. Pludselig bliver vi bombarderet med informationer og muligheder og føler os mægtigere end nogensinde. Samtidig kæmper vores lille gamle hjerne med at følge med.
Selvom multitasking burde gøre os mere produktive, viser undersøgelser faktisk det modsatte. Mange klager over, at de har svært ved at fokusere og koncentrere sig, og stress har udviklet sig til en folkesygdom.
Den amerikanske it-guru Nicholas Carr stillede allerede i 2008 spørgsmålet Is Google making us stupid, og det er siden blevet heftig debatteret. Han beskriver, hvordan han har mistet sin evne til at koncentrere og fordybe sig – og mener altså, at det er nettet, som bærer skylden. Men han tilføjer også, at nettet selvfølgelig skaber mange nye muligheder.
Det grundlæggende paradoks er nok, at vi er udstyret med den samme hjerne som vores forfædre, hulemenneskene. Men vi står overfor helt andre udfordringer. Vi kan omgive os med teknologi, som kan løse problemerne for os. Men det er en byttehandel, for computeren gør os både klogere og dummere på samme tid. Vi føler os meget klogere, men bliver måske lidt dummere samtidig.
Ligesom Jeppe på Bjerget, der vågner i baronens seng, er vi beruset af mulighederne, men samtidig forandres vi som mennesker – på godt og ondt.
