I år vil Compaq vise flere interessante nyheder på Kontor & Data, hvor det nye varemærke "Q" også præsenteres for offentligheden første gang. På Kontor & Data messen kan man finde Compaq på stand nr. E-001 ved hovedindgangen til Centerhallen. Med to stande på sammenlagt 360 m2 bliver Compaqs område det største i Centerhallen.
Det er første gang man i Danmark kan opleve den store produktbredde af det nu sammenlagte Compaq/Digital, og firmaet fortæller, at alle kreative elementer er taget i brug for at give messegæsterne en helt speciel oplevelse.
En stor bue med aktive vægge vil strække sig gennem de to stande, som forbindes af rødt laserlys, og det gennemgående element er Compaqs nye varemærke "Q" holdt i de kendte røde og grå Compaq farver.
Besøgende har mulighed for at "surfe" i Compaqs Internetcafé eller kan få professionel vejledning om alt lige fra de små lommecomputere til de helt store og avancerede løsninger rettet mod erhvervslivet. Desuden vil der være mulighed for at deltage i konkurrencer om bl.a. en Compaq C-serie lommecomputer.
Kontor og Data afholdes den 28. september - 3. oktober i Bella Center.