I slutningen af sidste uge forsvandt størsteparten af de informationer, som fandtes på amerikanske hjemmesider med endelsen ".mil". Det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, fastslog i en rapport, at militæret tilbød alt for mange informationer på nettet, og hele tiden lagde nye informationer ud, helt uden nogen form for retningslinier. Pentagon beordrede omgående militæret til at fjerne en lang række informationer, hvilket de fleste militær-installationer efterkom allerede sidste uge. Bekymringen retter sig mod, at terrorister og fjendtlige statsmagter kan misbruge oplysningerne mod U.S.A. Blandt de data, som ikke længere må lægges ud på nettet, er navne og adresser på militær-personnel og deres familier, stationering af militær-enheder, troppebevægelser, kriseplaner, kritik af tidligere operationer og kort over militæranlæg.