Et usædvanligt retsopgør startede fredag i sidste uge, hvor den amerikanske dagligvaregigant Wal-Mart sagsøgte Internet-boghandlen Amazon.com og forretningen Drugstore.com. Wal-Mart forsøger af rettens vej at forhindre, at firmaerne bruger deres nyerhvervede viden om det avancerede ordrestyringssystem Retailink. De to firmaer har i de seneste måneder ansat 15 tidligere ansatte hos Wal-Mart, og virksomheden siger, at dette ikke kan forklares som andet end forsøget på at købe sig til viden om firmaets edb-systemer. Amazon.com forsvarer sig med, at man blot har ansat de bedste og mest kvalificerede mennesker i branchen.
Wal-Mart er omkring 300 gange større end Amazon.com.