En ny service skal hjælpe danske virksomheder og private internet-brugere med at finde svar på spørgsmål om alt mellem himmel og jord. Det er fuldstændig gratis at benytte tjenesten, som er åben i de fleste af døgnets timer.
De danske biblioteker er gået sammen om den nye tjeneste, biblioteksvagten.dk, som både er åben for forskere, erhvervsliv og almindelige nysgerrige.
Hos biblioteksvagten.dk kan man skrive et spørgsmål, man ønsker besvaret, eller man kan etablere en elektronisk dialog med en bibliotekar, der har til opgave at hjælpe den enkelte spørger bedst muligt.
I modsætning til andre spørge-tjenester på nettet er der ikke tale om en upersonlig robot-søgemaskine - i den anden ende tager levende bibliotekarer fat i at besvare spørgsmålene.
På hverdage er tjenesten bemandet indtil kl. 22, og det koster kun noget at benytte vagten, hvis der f.eks. skal tages papirkopier.