Det sociale netværk Facebook har udvidet sin aftale med Microsoft om integrationen af søgemaskinen Bing i tjenesten. For Facebook-brugerne betyder det, at der bliver udvidet adgang til at søge med Bing direkte fra Facebook.
Der er også indgået en ny aftale om fordelingen af reklameindtægterne. Microsoft må ikke længere sælge bannerreklamer på Facebook, men Microsoft kan fortsat sælge tekstbaserede søgeannoncer.
Softwarefirmaet har solgt Facebook-bannere siden 2006, aftalen blev udvidet i 2007 og skulle længe indtil 2011. Men nu er den altså ændret.
Bing skal fortsat være den eksklusive søgepartner for Facebook, som dermed har fravalgt den altdominerende søgemaskine Google. For Microsoft betyder det, at man får adgang til de 400 millioner Facebook-brugere og kan udvikle nye teknologier til søgning i sociale netværk sammen med Facebook.
Det sociale netværk er netop fyldt seks år og tjenesten er igen i gang med at opdatere sin brugerflade, hvor bl.a. søgefeltet fremover får en mere central position.
Microsoft investerede 240 millioner dollar i Facebook i 2007.