Den irske regering har skrinlagt sine planer om at anvende touchscreen-computere til stemmeafgivning under det kommende valg til Europaparlamentet og kommunalvalget, som finder sted i juni måned.
Hollandske Powervote har allerede leveret 7.000 valgcomputere til en samlet værdi af 300 millioner kroner. Men kritikere mener, at systemet kan manipuleres. Efter pres fra oppositionen måtte regeringen i februar nedsætte en kommission, som skulle kulegrave systemet.
Kommissionen har nu fremlagt sin rapport og konkluderer, at den ikke kan garantere for systemets sikkerhed. Det har ikke været muligt at finde fejl i systemet, men kommissionen fortæller, at der ikke har været tid til at gennemføre de nødvendige tests.
Desuden har eksperterne ikke haft adgang til den fulde kildekode, og den softwareversion, som skulle anvendes til valget i juni, er slet ikke færdig endnu.
Kommissionen kritiserer desuden, at computeren afgiver lyde når man klikker på stemme-knappen, hvilket kan bruges til at udlede, hvad den enkelte har stemt.
Den ansvarlige minister Martin Cullen har taget rapporten til efterretning og besluttet at valget i juni skal gennemføres på den traditionelle måde uden elektronisk stemmeafgivning.