Microsoft har anmodet om patentbeskyttelse på de samme XML-skemaer, som i samarbejde med den danske regering er offentliggjort i den såkaldte Infostrukturbase. Men den europæiske patentansøgning, som blev kendt i denne uge og skabte usikkerhed om Microsofts XML-planer, får ikke Videnskabsministeriet til at tvivle på softwarefirmaets hensigter.
»Jeg mener, at man skal analysere før- og efter-situationen. Som situationen var før, så ville Microsofts patent have været med til at forhindre andre firmaer i at skabe interoperabilitet med Office. Men initiativet, som blev præsenteret sidste år, betyder netop, at man nu har fået mulighed for at skabe interoperabilitet« siger Thomas Myrup Kristensen fra IT-politisk Kontor i Videnskabsministeriet.
Han henviser til, at XML-skemaerne er offentliggjort under en licensaftale, som betyder at de kan benyttes uden at betale afgifter. Microsoft frasiger sig retten til at kræve penge for teknologien - også selvom firmaet får tilkendt et patent.
Men udviklere, som henter Microsofts XML-skemaer i den danske Infostrukturbase og indbygger dem i deres programmer, kan ikke være sikre på, at licensbetingelserne ikke bliver ændret på et senere tidspunkt. Det kan tvinge dem til at betale eller ændre deres programmer.
»Det er rigtigt, at Microsoft har reserveret retten til at ændre licensbetingelserne på sigt. Men jeg tror, at de har en klar interesse i, at folk bruger XML-teknologien,« siger Thomas Myrup Kristensen til ComON.