Den nye Gallup-undersøgelse er bestilt af Sundhed Danmark, som forsøger at samle sundhedssystemet i én samlet portal på Nettet. Undersøgelsens deltagere blev spurgt, om de synes at det er en god ide hvis offentlige sundhedsaktører, patientforeninger og apoteker går sammen om at tilbyde informationer i cyberspace.
Blandt de 15-39 årige mente 86 pct., at der var behov for en sådan portal, mens tilslutningen blandt de ældre var lidt mindre. Samlet mente 3 ud af 4 adspurgte, at der mangler en sådan autoriseret sundhedsservice. Gallup fortæller at børnefamilier og husstande med høj indkomst er mest positive overfor ideen.
Samtidig efterlyser 52 pct. muligheden for at bestille tid hos lægen, fysioterapeuten eller andre offentlige sundhedspersoner over Internet.
Sundhed.dk forsøger at samle sundhedssystemet i en fælles autoriseret tjeneste. Portalen har været undervejs i ét år og kostet omkring 100 mio. kr. Den er startet på initiativ af Danmarks Apotekerforening og indeholder bl.a. et lægeleksikon og en fortegnelse over lægemidler.