Kun en uge efter America Online's overraskende køb af Netscape har konsulentfirmaet Cyber Dialogue udsendt en analyse, som viser at AOL's produkter nu benyttes af 70 pct. af Internet-brugerne. En tredjedel af alle voksne Internet-brugere benytter en af AOL's portal-sider som startpunkt, når de surfer på nettet, f.eks. AOL.com eller NetCenter. Men undersøgelsen advarer også mod, at AOL og Netscape repræsenterer to forskellige verdener. Kunder hos online-tjenesten AOL er ofte begyndere med begrænset teknisk indsigt, men Netscape tiltrækker brugere fra den modsatte ende af spektret, med stor teknisk kunnen og en professionel interesse for IT. Netscape-brugere har traditionelt "set ned" på AOL-brugerne, og det kan derfor blive svært at udvikle produkter, som tilfredstiller begge målgrupper, mener konsulentfirmaet.