Den engelske avis London Daily Mail skriver, at en indtastningsfejl i et edb-system måske er skyld i, at en patient på Southampton General Hospital døde tidligere på året. Patienten, Charlotte Simpkin, blev indlagt med mistanke om meningitis og behandlet med antibiotika. De første prøver viste dog ingen tegn på sygdommen, og behandlingen blev droppet. Næste dag blev der foretaget nye prøver, som viste tegn på meningitis. Men testresultaterne blev indtastet under det forkerte navn, "Simkin", og lægen, der slog patientens journal op, fandt kun de første prøveresultater. To dage senere døde Charlotte Simpkin. Hospitalets direktør siger til avisen, at patienten sandsynligvis havde overlevet, hvis hun havde fået den korrekte behandling.