I løbet af 2004 bliver alle Dankort udskiftet med nye chipkort. Hos Magasin er det allerede fra i dag muligt at betale med chipkort. Stormagasinet har installeret nye chipterminaler med tilskud fra betalingsfirmaet Visa. Det danske pilotprojekt skal demonstrere, at den nye teknologi kan mindske kortmisbruget betydeligt.
De nye chipterminaler understøtter EMV-standarden (Eurocard/Mastercard/Visa) og kan også håndtere de kommende chip-Dankort, men indtil videre er det kun udenlandske kunder med chipkort, som får glæde af teknologien.
Magasin-løsningen bruger trådløs kommunikation internt i forretningen og mellem stormagasinet og PBS. Kommunikationen afvikles via et trådløst intranet over et trådløst Sonofon/ATT-MPLS-net til PBS.
Den trådløse teknologi blev valgt fordi man ønskede fleksible kasseapparater, der kunne flyttes rundt i butikken, fortæller Magasin.