Intel har planer om at udvide sit forretningsområde til at omfatte mere end blot produktion af computer-chips. CEO Craig Barrett fortalte sidste uge på en pressekonference, at Intel vil bygge gigantiske bit-fabrikker over hele verden, der skal indeholde mange tusinde Internet-opkoblede servere. Denne data-plads skal lejes ud til virksomheder, som driver store og velbesøgte Internet-tjenester. Det store antal servere skal garantere, at der aldrig optræder ventetider, selvom trafikken på web-stedet over en kort periode stiger voldsomt. Intel kalder denne web-hotel tjeneste for "Internet data services". Den fysiske netværksforbindelse skal dog stadig leveres af en anden Internet-udbyder, men Intel har planer om at indgå partnerskaber med lokale teleselskaber.
Intel regner med investeringsomkostninger på over 600 mio. kr. for de største bit-fabrikker med flere tusinde servere. Det første test-center med adskillige hundrede servere bygges netop nu, og den nye tjeneste vil blive lanceret officielt mod slutningen af året.
(Kilde: CNET)