Wall Street Journal skriver, at Microsoft har fået beslaglagt interne beskeder fra Netscape som bevismateriale i monopolretssagen mod software-giganten. Det drejer sig angiveligt om indlæg, som medarbejdere hos Netscape har skrevet til to interne diskussions-foraer, "bad attitude" og "really bad attitude". Foraerne benyttes af medarbejderne til at slippe tøjlerne løs og komme ud med frustrationer over ledelsen, virksomheden og andre ansatte. Ifølge avisen vil Microsoft anvende indlæggene til at bevise, at dårlig ledelse er skyld i Netscape's problemer, og ikke Microsoft's konkurrence med Internet Explorer browseren.