Autodesk har opkøbt selskabet Discreet Logic, som nu indgår i firmaets nye underholdningsdivision. Discreet Logic udvikler software til visuelle effekter samt redigerings- og animationsløsninger til multimedie- og underholdningsbranchen. Det opkøbte firma bliver i den nye Autodesk-division, der får navnet Discreet, fusioneret med selskabet Kinetix, som Autodesk oprettede i 1996 til udvikling af multimedieløsninger.
- Sammensmeltningen af Discreet Logic og Kinetix understreger Autodesks styrke, når det gælder software til digitalt design. Vi vil arbejde målrettet på at videreudvikle de prisbelønnede teknologier, som har været med til at tegne Discreet Logic og Kinetix. Denne videreudvikling omfatter avancerede 2D- og 3D-systemer og software med interaktive værktøjer til digitalt design, filmeditering og billedbehandling, siger Eric Herr, president i Autodesk.