Millioner fra Merlins mega-udsalg havner i islandsk bankhul

Selvom kreditorerne har masser af penge til gode i Merlin, får de ingen glæde af gårsdagens utrolige udsalg.

Historien om "brandudsalg i Merlin" samt løfter om op til 75 procent rabat på fladskærms-tv, computere og stereroanlæg trak i går flere hundrede meter lange køer foran den krakkede Merlin-kædes butikker. Så voldsomt var interessen for en god handel, at der flere steder opstod tumultagtige tilstande blandt de ventende kunder.

Mange har formentlig fået en halvlang efterårsnæse, da de fleste varer blot var nedsat med 25 procent - knaldtilbuddene forsvandt som dug for oktobersolen, da folkemasserne trængte sig på i løbet af formiddagen.

Hvor meget, der blev omsat for ved sagens slutning, er det ikke lykkedes ComON at opklare, men baseret på priser og antal kunder tyder alt på, at forretningen må have tjent mere, end den nogensinde havde drømt om.

Alligevel har den exceptionelt store tilstrømning af kunder ikke skæppet i kassen i Merlin A/S, der er under betalingsstandsning.

Heller ikke den nye ejer af kæden, Elbodan, står til at tjene på gårsdagens megaudsalg.

Millionerne, der må formodes at komme ind fra udsalget, skal i stedet sendes til Island, fortæller advokat Peter W. R. Krarup, der er tilsynsførende for Merlin A/S.

Merlins varelager er nemlig for længst blevet pantsat hos den islandske bank Landsbanki. Og hvad der sker med pengene på Island, er for tiden temmelig usikkert.

Landsbanki er sat under administration af den islandske stat - der selv er på vej til at blive sat under administration af den internationale valutafond, IMF.

Alle bankens indeståender - inklusive værdierne i det pan-europæiske datterselskab Icesave, hvis kunder tæller en lang række britiske offentlige kontorer, politistationer og andre organisationer - er frosset inde. Sagen er genstand for svære diplomatisk forviklinger mellem Island og Storbritannien, og samtidigt forhandler kriseramte Island med IMF om en hjælpepakke, der vil lægge den islandske økonomi i jernlænker.

IMF og Islands betydning for verdensøkonomien som vi kender den bliver nok ikke påvirket af Merlins sidste udsalg - og det samme gør sig gældende for stort set alle andre, der har eller har haft interesser i elektronik-kæden.

»Det har sådan set ikke nogen interesse for boet eller for kreditorerne, om udsalget blev en succes eller ej,« siger den tilsynsførende advokat til ComON.

Merlins varelager var pantsat for 35 millioner kroner, men Peter W. R. Krarup tvivler på, at der er kommet tilnærmelsesvist så mange penge ind på udsalget.

I alt har kreditorerne cirka et trecifret millionbeløb til gode.

Annonce

Navnenyt fra it-Danmark

Stine Willemoes Kondrup, Senior Project Manager hos Ascom, har pr. 22. juni 2026 fuldført uddannelsen Master i it, linjen i organisation på Aalborg Universitet via It-vest-samarbejdet. Færdiggjort uddannelse
Fellowmind Denmark A/S har pr. 1. september 2026 ansat Morten Jakobi som Business Unit Director. Han skal især beskæftige sig med at samle og udvikle Fellowminds forretning inden for Managed Services, Cloud Infrastructure & Security. Han kommer fra en stilling som Chief Executive Officer hos Inventio.it A/S. Han har tidligere beskæftiget sig med Ledelse og udvikling af Managed Services, serviceforretninger og transformation i Norden og Benelux. Nyt job

Morten Jakobi

Fellowmind Denmark A/S

Arctic Wolf Networks har pr. 3. august 2026 ansat Johnny Krogsboll som Head of Sales Engineering for Norden.Med base i Stockholm får han ansvaret for Arctic Wolfs samlede Sales Engineering-organisation i den nordiske region.<br /><br />Johnny Krogsboll skal være med til at udbygge Arctic Wolfs tilstedeværelse i Norden og hjælpe virksomheder og organisationer med at stå stærkere over for et stadig mere komplekst cybertrusselsbillede. Det skal blandt andet ske i tæt samarbejde med Arctic Wolfs vigtigste kanalpartnere i regionen.<br /><br />Gennem sin karriere har Johnny Krogsboll arbejdet med og rådgivet virksomheder hos blandt andre Hewlett-Packard, Trend Micro og Palo Alto Networks med fokus på at skabe konkret værdi af deres teknologiinvesteringer. Nyt job

Johnny Krogsboll

Arctic Wolf Networks