I Nokias hjemland har en mobiltelefon - mærke ukendt - sandsynligvis reddet livet for en 30-årig mand. Han var kravlet ind i et tog gennem en teknisk luge, mens det holdt på en banegård i Uleåborg.
Den blinde passager faldt i søvn, men da han vågnede, kunne han ikke åbne lugen igen. Manden ringede efter hjælp med sin mobiltelefon, men han kunne af gode grunde ikke oplyse, hvor han befandt sig.
Først efter halvandet døgn lykkes det politiet at spore sig frem til mobiltelefonen og befri manden i Helsingfors. Han havde det godt, men var sulten efter redningen.