Endnu er kun de færreste Linux-programmer tilgængelige på dansk - og endnu færre er udstyret med en dansk stavekontrol. Men et projekt under Skåne Sjælland Linux User Group (SSLUG) arbejder på en dansk ordliste, der skal give bedre stavekontrol under Linux. Initiativet er led i et større projekt, der har til formål at oversætte Linux-programmer til dansk.
Dansk System Industri (DSI) har netop overrakt ordlisten fra stavekontrollen i DSI-OFFICE til open source-projektet. SSLUG's danske ordliste er allerede på 300.000 ord, og med DSI's liste bliver den på over 500.000 ord.
Den danske ordliste, ispell, bliver stillet til rådighed for offentligheden gratis. Den skal også distribueres sammen med danske Linux-distributioner.