NetObjects har annonceret version 4.0 af udvikler-værktøjet Fusion, der vil komme på markedet i januar. Programmet, som bruges til at konstruere dynamiske web-sider, der befolkes med data fra databaser, samarbejder med en lang række andre Internet-systemer, bl.a. Microsofts Active Server Pages og Allaires Cold Fusion. NetObjects fortæller, at Fusion 4.0 er et komplet administrationssystem, der forvalter statiske og dynamiske web-sider skabt med et stort udvalg af programmer. Programmet leveres med HTML-værktøjet HomeSite 4.0 fra Allaire og grafikprogrammet Hotmedia fra IBM.
NetObjects Fusion 4.0 koster 299 dollars. En gratis prøveversion kan hentes fra firmaets hjemmeside.