Flyalliancen Star Alliance etablerer nu et fælles globalt netværk, STARNET, som gør det muligt for de seks flyselskaber i alliancen at integrere og dele passager- og rejseoplysninger samt global information om flykodedeling
og bonusordninger. STARNET, som er flyselskabernes første integrerede IT-projekt, bliver etableret på BEA Tuxedo fra BEA Systems, som er en af de førende middleware platforme på markedet for transaktionskritiske applikationer.
Star Alliance blev etableret i maj 1997. Alliancen består af United Airlines, Lufthansa, Varig, SAS, Air Canada og Thai Airways, som således indgår i et integreret, verdensomspændende flynetværk med ruter til mere end 600 byer i over 100 lande.
- STARNET er et vigtigt skridt i retning af vores mål om at betjene alliancens passagerer ensartet og smidigt. BEAs middleware teknologi giver skalérbarhed og pålidelige transaktioner på tværs af platforme. Det gør det
muligt at udvikle et komplet integreret kommunikationsnetværk, udtaler Bruce Parker, informationschef og underdirektør i United Airlines og chef
for Star Alliances tekniske styregruppe.
I dag har hvert flyselskab i alliancen sit eget system til håndtering af reservationer, pladsallokering, boarding pass og loyalitetsprogrammer. STARNET kobler disse systemer sammen og sikrer ensartet fortolkning af oplysninger sendt mellem de enkelte flyselskabers informationssystemer. En
passager, der checker ind hos United Airlines og skal flyve videre med Lufthansa og Thai Airways, vil således modtage ét boarding pass med oplysninger gældende for hele rejsen.
En første version af STARNET forventes færdig i første halvdel af 1999, og systemet skal implementeres på 35 lokationer verden over i slutningen af året.