En ny amerikansk Internet-tjeneste, TalkNetRadio, vil gøre det muligt for alle og enhver at starte sit eget radio-talkshow på nettet. Det eneste, som man behøver, er et gratis program, lydkort og mikrofon. Radio-tjenesten er ikke åben endnu, og firmaet bag fortæller, at den ikke bliver lanceret før sidst på året, men man kan allerede nu lade sig registrere. Det bliver gratis at sende radio til op til 30 lyttere over Internet; derefter betaler man et gebyr per modtager. De forskellige radio-programmer vil blive opført på TalkNetRadio's hjemmeside og inddelt i emne-kategorier som sport og underholdning. Brugerne vil også kunne oprette gratis hjemmesider, hvor man kan fortælle om sine radio-programmer.