»Virksomheder lægger mange penge i aftrædelsesordninger. Hvorfor ikke bruge pengene på opkvalificering, så IT-medarbejdere beholder deres markedsværdi og kan træde til, når behovet er der. Den politik er langt mere visionær og menneskelig, og den vil vise sig at være nødvendig,« siger Erik Lykke Hansen, formand for Sam-data.
Han mener at virksomhederne skal forstå, at de også har et socialt ansvar. Det gælder ikke mindst overfor de mange nyuddannede. En aktuel undersøgelse fra Megafon viser at syv ud af ti nyuddannede datamatikere er uden arbejde.
»Virksomhederne har simpelthen pligt til at ansætte nyuddannede, så de kan komme i gang og er toptunede til at tage udfordringer op, når det vender for IT-branchen. Det er nødvendigt, specielt når vi ønsker at Danmark fortsat skal stå stærkt i den internationale og benhårde konkurrence, der kendetegner IT-branchen,« siger Erik Lykke Hansen.