»I skrivende stund registrerer vi en inficeringsprocent på 5,959 pct., det er højeste tal nogensinde«, siger Chris Østergaard, marketingschef hos Comendo.
Det svarer til, at en ud af 17 e-mails er inficeret med Bugbear.B.
Den første mail med virussen kom fra Sønderjylland torsdag d. 5. ved middagstid, fortæller Comendo, som siden har stoppet omkring 2,6 mails med Bugbear.B i minuttet.
De fem hyppigste afsenderlande er Danmark, Norge, Litauen, Sverige og Italien. Det begrundes med, at mange computere i Danmark allerede er blevet inficeret og virussen har så forsøgt at videresende sig til adresser i brugerens adressebog, som primært har været fyldt med danske adresser.