- Hvad har været ugens vigtigste opgave for dig?
- Det har været en række samtaler med mulige investorer i Cellpoint i forbindelse med, at vi har lavet en strategisk turn-around på selskabet, som nu har brug for investorer. Det har foregået i Sverige og lidt længere nede i Europa.
- Hvad laver du, når du ikke arbejder?
- Jeg forsøger at være noget for familien, og så må jeg nok indrømme, at jeg ofte forbereder mig på at arbejde, når jeg ikke arbejder.
For mig er tingene smeltet lidt sammen, og jeg kan ikke helt skelne mellem fritid og arbejde.
Jeg møder jo ufatteligt mange mennesker, og så kommer man til at snakke forretning.
Jeg har et stort internationalt netværk, og der kommer tit mange ting op fra venner og bekendte, og lige pludselig er der et eller andet, der kan være forretningsmæssigt interessant, og så kører man ud af en tangent. Sådan har det altid været for mig.
Og så er der jo også alt muligt andet som at tage en lang løbetur i skoven og den slags.
- Hvad ved du overhovedet intet om?
- Madlavning. Det ved jeg ikke noget om, og jeg sørger som regel for at alliere mig med folk, der har forstand på den slags. Ellers må jeg lave det, som jeg efterhånden har fået lært. Det er sådan noget med en hakkebøf og spaghetti med ketchup.
- Hvilken vending eller hvilke ord bruger du oftest?
- Det er vel nok noget i retning af "hvorfor det?" - altså at stille spørgsmål ved tingene. Og så bruger jeg vel også ofte ordet "prøv!"
I forhold til mine omgivelser elsker jeg at være med til at få folk til selv at prøve tingene og give dem et skub, så de kommer i den rigtige retning.
- Hvilket job har du om 10 år?
- Jeg er international forretningsmand og coach omkring det at lave forretninger og udvikle virksomheder. Jeg vil også sidde i en række bestyrelser internationalt.
Det vil faktisk nok være, som det er i dag, bortset fra at jeg vil have 33 års erfaring i stedet for 23 års erfaring samt et større netværk.
Det er netværket, der er sjovt i dag. Engang imellem kan jeg godt more mig, når siger folk "nåeh, men det var jo bare at ringe til den og den", når jeg har lavet en telefon-opringning. Og det er jo sådan set også rigtigt nok, men det er jo altså noget, der er kommet efter at have bygget et netværk op gennem en ganske lang periode.
Det har jo næsten været en hobby for mig at netværke og holde fast i de kontakter, som jeg har fået gennem tiden.
- Hvad er danskernes værste egenskab?
- Det er de manglende ambitioner. Vi kunne gøre meget mere og få meget mere ud at tingene, men vi bliver for hurtigt tilfredse. Vi lider af BMW-syndromet, som betyder, at man er tilfreds og læner sig tilbage, så snart den fine lille virksomhed, man har lavet, har fået lov til at give "vor far" en stor BMW.
Det kan jeg ikke bruge til noget. Jeg har jo i mange år været så dødheldig, at jeg har kunnet bruge 30-40 procent af min tid uden for Danmark.
Og når man kommer rundt i verden og ser, hvad folk slipper afsted med, og hvad de får solgt af koncepter og produkter og så samtidig ved, hvad vi har herhjemme, så tænker man altså "for fanden, hvorfor er vi ikke mere ambitiøse?"
Vi spilder simpelthen utroligt mange muligheder. Vi kommer fra et land, hvor det er en naturkatastrofe, hvis det har regnet i tre dage, og så bliver man måske lidt mindre ambitiøs og lidt mere mæt.
| Fem webadresser fra 'Foretrukne'-listen på Michael Mathiesens computer: |
Man skal jo altså ikke længere end til den anden side af Øresund for at se ambitioner, og hos Nokia bliver man deprimeret, hvis man kun er vokset 20 procent på et år. Så føler de ikke, at det er en vækstvirksomhed, mens vi tror, at vækstvirksomheder kun er dem, der har fra nul til 200 mand.
Det er noget, som jeg i min rolle som coach og inspirator prøver at gå imod.
- Hvem er din største helt?
Det er min kone, Anette. Det er hende, der får det hele til at fungere. Vi har seks børn, og hun holder sig i superform og løber 10 kilometer hver eller hveranden dag.
Og så får hun i øvrigt stillet kritiske spørgsmål ved mange af de ting, som jeg finder på. Det er ikke nødvendigvis noget, som jeg retter mig efter, men jeg bliver da påvirket af det.
- Hvem har du sidst skrevet en mail til?
- Det har jeg til en af mine kolleger ude i Taiwan, der hedder Bob Hsieh. Den handlede om nogle forretningsmuligheder, som vi i øjeblikket kigger på.
- Hvad betyder penge for dig?
- De betyder, at man kan få frihed til at prøve at realisere nogle af de ideer og tanker, som man får. Og så betyder det vel også en eller anden form for accept af det, man laver, når andre er villige til at sætte en pris på det.
I vores verden er penge jo afregningsmidlet, og vi kan vel alle godt lide at lave noget, som andre folk kan bruge til noget. Og det kan man så nemmest måles i penge.
Men ellers handler det jo ikke om, hvorvidt det er x eller y antal kroner. Over et vist niveau er der jo ikke den helt store forskel - også fordi der er nogen, der sørger for, at der ikke bliver den helt store forskel som for eksempel skattevæsenet og den slags.
- Hvad får dig til at blive ved med at synes, at dit job er sjovt?
- Det er at kunne få lov til at arbejde i det internationale forretningsmiljø og sidde i helikopteren og se, at de ovre på den ene side har noget og mangler noget andet, som de til gengæld har ovre på den anden side, hvor de så mangler noget tredje.
Den slags synes jeg, er utroligt fascinerende, og jeg føler mig meget heldig, fordi jeg har fået mulighed for at gøre det.
En anden ting er at arbejde med mennesker. Jeg elsker at arbejde med organisationer og få dem til at performe bedre, og det er meget stimulerende at kunne være med til at hjælpe og udvikle mennesker.
Jeg har jo efterhånden arbejdet sammen med en del mennesker, og det er rart, når man mødes, og de giver udtryk for, at de fanme har lært noget i de år, hvor man var sammen. Det er jo den bedste type anbefaling og den bedste feedback, man kan få. Så ved man, at ens arbejdsmåde ikke har været helt forkert.
Jeg kan også blive lidt høj over, at det kan lade sig gøre at få små organisationer på 200 mand til at løbe mellem benene på store organisationer på 2000 mand.
Det handler om at få mere innovation og mere dynamik og initiativ ind i en organisation. Vi er jo lavet af nogenlunde de samme molekyler, så det kan efter min opfattelse udelukkende gøres, hvis man strukturerer tingene anderledes.
