Artikel top billede

Fire nyuddannede akademikere med mod på en karriere i it-branchen. Fra venstre er det Henrik Borg, X-Link, Michelle Kaae, Datasign, Rasmus Aaen, JCD og Matilde Abildgaard, Datacon.

Mangel på nye it-talenter? Her oplærer vi dem selv

Sådan bliver grønne akademikere forvandlet til fuldblods it-konsulenter.

"Hvor mange af jer, havde regnet med at få et job i it-branchen?"

Sådan lyder spørgsmålet fra Frank Højgaard, direktør i kursvirksomheden Firebrand, til 17 nyuddannede akademikere, som de næste tre måneder skal prøve kræfter med en karriere som it-konsulenter.

Kun fire af de 17 rækker mere eller mindre tøvende hånden op. Og dermed er en del af målet nået for Frank Højgaard, der har det som sin mission at skaffe nyt blod til it-branchen.

Så svaret på spørgsmålet gør ham glad. For hvis alt forløber som planlagt, er it-branchen om få måneder udvidet med ligeså mange nye konsulenter, der skal være med til at fylde gabet mellem it-firmaernes behov for arbejdskraft og antallet af kvalificerede folk.

Den første samling

Det er fredag formiddag i Microsofts hovedkvarter i Hellerup.

De håbefulde kandidater er indkaldt til deres første fælles samling. Foran dem ligger et tre måneders specialiseret uddannelsesforløb, som skal forvandle dem til vårkåde it-konsulenter indenfor Microsofts ERP- og CRM-forretning.

De 17 nye juniorkonsulenter har hver især fået kontrakt med en af Microsofts partnervirksomheder. I løbet af den næste tre måneder skal de igennem et kombineret trainee- og uddannelsesforløb, hvor it-firmaerne udover praktikdelen af uddannelsen også betaler for et kursusforløb, som Firebrand og Microsoft står for.

Hen over den kommende weekend skal de introduceres til en blanding af de tekniske og salgsmæssige discipliner, som de skal bruge, når de møder deres kunder.

Efter den første velkomst fra Frank Højgaard er det Microsofts nyudnævnte partnerdirektør Kamilla Jørning Roost, der udover at fortælle om Microsofts danske forretning også taler om de problemer, som Microsofts partnere har med at skaffe kvalificeret arbejdskraft.

Tæller man det hele med arbejder op mod 25.000 mennesker i dag i en af Microsofts partnervirksomheder.

Alligevel er der hårdt brug for de unge mennesker. Ud af Microsofts 3.700 partnervirksomheder siger en ud af fire, at de lige nu mangler folk, fortæller hun.

Pep-talken fra Microsoft-direktøren følges op af chefen for Microsoft danske ERP- og CRM- forretning, Maja Løve Dybdahl, som igen og igen vender tilbage til, at det afgørende for en Microsoft-partner er bruge teknologien til at løse kunderne problemer, så de - kunderne - kan fokusere på det, de er gode til.

Efter den indledende introduktion taler Computerworld med fire af de nye juniorkonsulenter om deres forventninger til det forløb, de nu er på vej ind i og hvordan de er endt i it-branchen.

Vil gøre en forskel for kunden

Matilde Abildgaard er 27 år, cand.merc. fra CBS i København med speciale i supply chain management. Hun har tegnet kontrakt med den nordsjællandske infrastruktur- og ERP-forhandler Datacon.

Havde du regnet med, at du ville ende med at arbejde med it?

"Nej, overhovedet ikke. Men da jeg skrev speciale interviewede jeg en specialist i NFC-betalingssystemer, som spurgte mig, om jeg have overvejet at arbejde med it."

Hvornår fandt du så ud af, at du ville arbejde med it?

"Jeg så opslaget fra Firebrand, der søgte nyuddannede kandidater. De sendte mig så ud til Datacon, og så endte jeg der. På mig virker Datacon meget ambitiøse og velorganiserede og meget fokuserede på at skabe værdi for deres kunder og for Datacon selv."

Hvad kan du fagligt tilføre branchen?

"Jeg sagde nej til et jobtilbud fra en mere teknisk orienteret hosting-virksomhed, fordi jeg ser bedre perspektiver for mig selv hos Datacon. Der kommer jeg til at bruge de ting, jeg har lært om værdikæder, og hvordan mennesker arbejder effektivt sammen."

Hvad glæder du dig især til?

"Jeg glæder mig til den dag, hvor jeg for første gang oplever, at jeg har gjort en positiv forskel for en kunde. Der er typisk forskel på, hvordan en kunde og jeg som konsulent ser på en bestemt proces, og så skal man på en eller anden måde få en fælles forståelse af, hvad kunden får mest gavn af."

Hvad er det vigtigste, du har lært indtil nu?

Det kan være en udfordring, at jeg ikke havde en it-faglighed eller erfaring fra branchen, men det har også overrasket mig, at det jeg ved om at se fra forskellige vinkler på en sag, også kan bruges i it-verdenen. Så på den måde har jeg en business-faglighed, som matcher de udfordringer, man har som it-medarbejder."

Brug for bedre forretningsforståelse

"Jeg tror, jeg mangler den forretningsmæssige forståelse ved siden af min it-viden."

Sådan siger 26-årige Rasmus Aaen, nyuddannet softwareingeniør fra Aalborg Universitet. Hans karriere i it-branchen starter i aalborgensiske ERP-forhandler JCD.

Hvornår fandt du ud af, at du ville arbejde i it-branchen?

"Det vidste jeg allerede, da jeg gik ud af gymnasiet. Mens jeg læste, har jeg haft et studiejob hos KMD, men jeg har ikke lyst til bare at arbejde med it. Jeg vil også gerne lave noget, der involverer andre mennesker."

Hvordan kom du i kontakt med JCD?

"Jeg kendte dem lidt fra en kammerat, der arbejdede deroppe. På universitetet hørte jeg om Firebrand-projektet, så jeg ringede til dem, og så skabte de kontakten til JCD," siger Rasmus Aaen, som har tre måneders prøvetid i sit nye job som juniorkonsulent.

"Firebrand-forløbet stopper til december, og jeg glæder mig helt vildt til at bruge mine evner, efter at jeg har siddet på universitetet i så lang tid. Især glæder jeg mig til at møde mennesker, arbejde med nogle kunder og være med til at forbedre deres forretning."

Hvad glæder du dig mest til?

"Min baggrund er meget orienteret mod den tekniske side af it, men jeg ser allerede nu på it-branchen mere bredt, hvor jeg skal ud og bruge, det jeg kan, til at rådgive og hjælpe folk."

Startede "humanistisk og blødt"

Michelle Kaae, 25 år, ansat som juniorkonsulent i NAV-huset Datasign i Kolding

"Jeg er kandidat i it, kommunikation og organisation fra Aarhus Universitet."

Havde du regnet med, at du ville arbejde med it?

"Nej. Da jeg startede på min bachelor for fem år siden, var det i fagene engelsk og kommunikation. Det var meget mere humanistisk og blødt. Men undervejs fandt jeg ud af, at der var nogle ting ved it, som interesserede mig. Og så kunne jeg også se, at jobmulighederne var bedre. I dag synes jeg, det er fascinerende med alle de ting, der ligger bag et it-system, lige fra kodningen til hvordan man integrerer processer i en virksomhed. Så it er meget mere end bare huskesedler, der er skrevet ind på en computer."

"Hos Datasign får jeg både muligheden for at arbejde med it-systemer, plus at jeg får hele den menneskelige side med, hvor jeg skal ud og tale med virksomheder om de problemer de står med."

Hvad glæder du dig mest til?

"Lige nu glæder jeg mig til det forløb, som jeg skal igennem de næste tre måneder, hvor det veksler mellem undervisning og at være tilbage i Datasign.

Hvordan fik du kontakt til din arbejdsgiver?

"Efter at jeg havde lagt mit cv ind i Firebrands database, blev jeg kontaktet af en recruiter, som gav mig forskellige tests og så satte mig i kontakt med Datasign."

Hvad har du lært indtil nu?

"Der er mange mænd i branchen. Sådan er det i hvert fald på det forløb, jeg er igennem lige nu, og sådan er det også i Datasign, hvor fire ud af 17 ansatte er kvinder. Sådan var det også på studiet. Men det er fedt nok at være i mindretal, for så kan jeg måske byde ind med nogle andre aspekter og perspektiver på kundens behov eller de løsninger, man finder."

Hvad har du bidt særligt mærke i?

"Troværdighed overfor kunden er noget, der bliver lagt meget vægt på. En ting er, at jeg skal forstå selve it-systemet, men jeg skal også have den anden del med, hvor det er kundens behov, der er i fokus."

Hurtige resultater

26-årige Henrik Borg er nyuddannet cand.merc. fra Aarhus Universitet. Han er netop blevet ansat som juniorkonsulent hos C5- og CRM-speciallisten X-Link i Odder

Havde du regnet med, at du skulle ende med at arbejde med it?

"Nej, det var nok mere end personlig interesse for it. Jeg har arbejdet lidt med programmer og teknik, og jeg kunne se koblingen til de fag, jeg kendte fra min uddannelse. Og så kan man mærke, at it-branchen er et sted, hvor der sker mest lige nu."

Hvornår fandt du så ud af, at du ville arbejde med it?

"Det var mens jeg skrev mit speciale. Jeg søgte selv direkte hos X-link, som så sendte mig videre til en slags screening hos Firebrand. Jeg kan godt lide den hurtige eksekvering - fra at man bruger et program, og til man får resultater i praksis. Så branchen er mere dynamisk end den akademiske verden, og du ved ikke hvad der sker i morgen."

Hvad har du lært indtil nu?

"It-faget er meget mere socialt, end jeg havde forventet."

Hvad glæder du dig især til?

"At jeg får mulighed for at følge et projekt tæt, og at man kommer ud til en kunde, og man skal forstå deres problemer."

Læs også:

It-firmaer er trætte af at stjæle ansatte fra hinanden

Eksplosion i antallet af ledige IKT-job

Antallet af ansatte rasler ned hos danske it-giganter