British Telecom har lagt håndteringen af domænenavne i Tyskland i hænderne på danske Speednames, der dermed får flere hundrede af de største tyske virksomheder som kunder.
De to firmaer har hidtil samarbejdet om administration og registreringen af domænenavne for kunder på det tyske marked, men British Telecom vælger nu at fokusere på netværksadgang, som selskabet også tilbyder i Danmark.
Selskabets tyske kunder vil i stedet bruge Speednames' produkt Nameclient til at holde styr på domænerne fra centralt hold.
Speednames oplyser, at selskabet for tiden forhandler med firmaer i andre europæiske lande om at overtage håndteringen af domænenavne, hvilket er en del af virksomhedens europæiske strategi. (thomsen)