Eugene Jarvis er en ekstremt energisk mand, der nærmest uanset hvilket interview han befinder sig i, altid synes at gestikulere vidt og bredt med sine arme, mens artikulerede ideer og tanker flyver gennem luften som projektiler fra en maskinpistol.
Hans alder på 61 år er der ingen der synes at anerkende - mindst af alt ham selv. Han er nærmest altid storsmilende og frenetisk på en måde som kun kreative mennesker med flere ideer end tid synes at være, og så er han lidt af en legende.
For cirka 36 år siden var arkadehallerne for alvor ved at finde fodfæste over det meste af verden, og hvor det i første omgang var Space Invaders der havde startet hele bølgen, var det i mellemtiden Pacman der havde taget førertrøjen som den store favorit. Den gule helt var et perfekt startpunkt for de fleste, og dens ufarlige ydre og spillets imødekommende regler, gjorde at alle kunne være med.
Noget langt mere ondskabsfuldt var dog under opsejling i Eugene Jarvis tanker, og manifesteringen var det fandenivoldske skydespil Defender, der året efter blev efterfulgt af det hektiske Robotron: 2084 – to spil som for alvor omskrev alt hvad man dengang kendte som spilmediet.
Den finske udvikler Housemarque kender godt sin spilhistorie, hvilket de demonstrerede ved at lave en af de bedste opdateringer af Defender, da Sony spurgte dem om de ikke ville stå for en lanceringstitel til PlayStation 4.
Dengang var det en af Jarvis klassikere der fungerede som fundament for et actionbrag af format, og det virker derfor også ganske på sin plads at udviklerens nyeste spil ikke kun er en opdatering af Robotron: 2084, men også er udviklet i samarbejde med legenden selv.
Som Robotron: 2084 nyder Nex Machina også allerede fra den første bane at kaste spilleren direkte ind i et kaotisk brag af fjender, laserstråler, samt farver og effekter nok til at selv den bedstefladskærm vil komme på overarbejde.
Kontrollen er simpel og med det ene analogstik tager man kontrollen over en lille fremtidssoldat, mens det andet analogstik bestemmer i hvilken retning man skyder. Ligesom i det oprindelige Robotron er der altså tale om en såkaldt ”twinstickshooter”, men i modsætning til originalen, vil et tryk på en af skulderknapperne sende soldaten ud i en kortvarig undvigelsesmanøvre, mens en aktivering af en anden skulderknap vil lade dig gøre brug af et af de særligt potente specialvåben.
Banerne varierer i størrelse og udformning, og indeholder på trods af deres simple ydre ofte masser af hemmeligheder. Disse skal ikke kun læres og huskes hvis man ønsker at gøre sig gældende på highscore-listerne, men skal også times således at man samtidigt kan nå at skyde alle fjenderne og redde de omvandrende mandspersoner, inden de kidnappes af de mange fjender.
Reglerne er næsten lige så simple som i Jarvis originale klassiker, men udfordringen og dybden i Nex Machina er stor, hvilket man får at lære når man ikke længere blot ønsker at overleve, men i stedet begynder at tage sigte mod highscore-listerne.
Her finder man således ud af at stort set alle banerne hver har deres egne rytme, der glidende flyder over i den næste.
En mandsperson gemmer sig måske et særlig udspekuleret sted, mens en gemt arkademaskine i den næste bane åbner op for en bonusbane, som indeholder et overset bunke af fjender der kan give de sidste vigtige points. Alt dette skal klares mens man holder point-fordobleren i vejret, og skulle man blive ramt eller tage for lang tid, er det ofte nok grund til at starte forfra.
Yderligere udfordring findes også i form af specielle udfordringer, hvor man eksempelvis ikke må bevæge sig eller helt skal undgå at redde de omvandrende mennesker, hvilket lyder simplere end det er.
At den slags aldrig bliver kedelig i Nex Machina, fortæller alt om hvor godt alle spillets komponenter hænger sammen, for på trods af at jeg flere gange har haft lyst til at banke i bordet, mens alskens adskillige bandeord er blevet ytret, har jeg på intet tidspunkt haft lyst til at stoppe med at jagte det perfekte spil.
Nex Machina vil ikke være for alle, men de der gerne lader sig motivere af jagten på perfektion i kaotiske omstændigheder, men en placering på den verdensomspændende highscore-liste som belønning, finder ikke mange nye spiloplevelser der gør det lige så godt som denne finske opdatering af Jarvis’ klassiker.
Læs også: Anmeldelse: Polybius - når vandrehistorier bliver til virkelighed