Få udviklere kan sige at have været så meget igennem som engelske Ninja Theory.
På trods af at have vist deres store potentiale, var de for godt ti år siden på fallittens rand, og selvom de fleste her ville have indskrumpet ambitionerne, tænke udvikleren alligevel stort, hvilket på falderebet resulterede i en stor kontrakt med Sony.
Senere gav de deres besyv på en af action-genrens mest roste serier, da japanske Capcom for første gang overlod Devil May Cry-serien til en anden udvikler, og selvom fans med mere respekt for tradition end egentlig spilpragt lige siden har haft svært ved at indrømme det, var DMC seriens måske bedste kapitel.
Den brede erfaring en sådan baggrundshistorie har givet, mærker man med det samme i Hellblade, for det er på en og samme gang mere ambitiøst og vovet end det meste andet på markedet, til trods for at budgettet har været mindre end hvad man normalt ser fra spil med så store ambitioner.
Det hele starter med den kvindelig hovedperson Senua, som er lige omkring så langt fra den prototypiske spil-heltinde som man kan komme, og det på trods af hun er udstyret med et sværd til at forsvare sig selv. Den slags tolkes i spilregi ofte til læder-bikini lignende ”rustninger” og afsindige krops-proportioner, men ikke for Senua.
Endnu mere jordnær bliver heltinden af baggrundshistorien, der ikke handler om galakser der skal reddes eller sagnomspundne helte, men i stedet byder på en langt mere original fjende: Senuas mentale sygdom.
Skizofreni, depression og paranoia er emner man sjældent ser integreret i interaktiv underholdning, og særligt når de som her, bruges som fundamentale elementer i fortællingen og beskrivelsen af heltinden selv.
At tage kontrollen over Senua og guide hende mod et mål man kun langsomt erfarer hvad er, er en konstant kamp med alle de stemmer der på forfærdelig vis betvivler hver beslutning hun tager. Skal en spinkel bro krydses, er ondsindede stemmer med det samme klar til at fortælle hende at det ender galt. Skal en gåde løses, bliver der med det samme stillet spørgsmål ved hendes intellekt. Hele tiden må man skære gennem larmen, forsøge at holde fokusset og støtte sig ved at tage et skridt af gangen.
Men det er ikke kun pinsel og selvudslettelse, for på virkelig snedig vis får man også at opleve hvordan overlevelsesinstinktet alligevel eksisterer i Senua.
I kampene som godt nok ikke fylder det store i den samlede oplevelse, og er bygget op omkring et yderst solidt kampsystem, får man således at opleve hvordan manglende grafiske indikationer er blevet erstattet af stemmer der nærmest virker som et periferier-syn, og kan advare om angreb i sidste øjeblik.
Fælles for alle de måder som Senuas mentale sygdomme er portræteret i spillet, er at det er gjort med respekt og det der virker som et reelt ønske om at vise de enorme udfordringer den slags kan føre med sig.
Det er dog tvivlvsomt at der var noget af alt dette der havde virket lige så godt som det her gør, hvis det ikke havde været fordi at udvikleren i den grad også havde kælet for resten af pakken.
Som tidligere nævnt har det aldrig nogensinde været ambitioner der har manglet hos den engelske udvikler, og det bærer Hellblade i den grad også præg af.
Mens den grafiske bygværk er købt andetsteds, har Ninja Theory igen haft mulighed for at benytte sig af deres fabelagtige ”performance capture” og stærke instruktion af deres skuespillere, hvilket i form af Senua har resulteret i en af de mest livagtige hovedpersoner man endnu har oplevet i et spil. Dialogen, hendes udtryk og hendes skrøbelige personlighed er exceptionelt fængende og ligeledes smertende, når hendes indre dæmoner konstant forsøger at hive hende længere mod afgrunden.
Mindst lige utrolig som det grafiske udtryk er dog lydsiden, og her må det på det kraftigste anbefales anbefales at man finder det bedste sæt høretelefoner man kan få fingrene i, inden man giver sig i kast med oplevelsen.
Ninja Theory har således gået hele vejen og indspillet Hellblade med ”binaural recording”, en teknik hvor to mikrofoner bruges til en optagelse for at give et tredimensionelt lydende lydbillede, og resultatet er afsindigt imponerende. De mange stemmer der hele tiden kredser omkring i Senua hoved, kommer hurtigt til at føles som dine egne, og lyden fra den omgivende verden er skræmmende realistisk.
Hellblade er ikke nogen lang oplevelse og vil kunne gennemføres på noget lignende seks timer, og forventer man at bruge mere tid på puzzles og kampe end historien, bør man ligge sine penge et andet sted.
Er man dog klar til at betale for en unik og utrolig veludført oplevelse, med en af de mest fængende, smertefyldte, skrøbelige og velspillede hovedpersoner i spilregi, kan Hellblade meget vel ende med at være en af de største spiloplevelser i lang tid. Senuas historie efterlader et stort indtryk og Ninja Theory viser igen at de er som få andre i branchen.
Læs også: [b]Anmeldelse: Switch-versionen af Mario Kart byder på få nyheder, men er stadig fantastisk[/b]
