Artikel top billede

(Foto: Dan Jensen)

Det nye årti indvarsler en ny æra for mainstream 3D-print

Klumme: Herhjemme har 3D-print længe stået i skyggen af andre mere hypede teknologier som kunstig intelligens, blockchain og IoT. Alt tyder på, at det vil ændre sig i de kommende år. Den milliardstore produktionsindustri vil opleve en ketchupeffekt, hvor tre tendenser vil være afgørende for at gøre 3D-print mainstream

Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for skribentens synspunkter.

Opmærksomheden om 3D-print herhjemme har i flere år været behersket. Således anvendte kun tre procent af danske virksomheder teknologien i 2018 ifølge en analyse fra Teknologisk Institut.

Men efter flere års tilløb står 2020’erne til at blive det årti, hvor vi for alvor ser det fulde kommercielle potentiale ved 3D-print og digital produktion indfriet med blandt andet Danfoss og Grundfos som frontløbere herhjemme.

3D-print er nu så moden, at det er muligt at producere skræddersyede designs i store mængder med brug af forskellige materialer som metal og plastik.

Næsten tre ud af ti adspurgte danske produktionsvirksomheder mener at kunne udnytte 3D metal-print til hel eller delvis fremstilling af deres produkter i metal.

Det kan skabe helt nye konkurrencefordele og forretningsmuligheder i flere af de etablerede industrier, som i dag er afhængige af standardiseret produktion fjernt fra Danmark.

Trenden mod øget integration mellem den digitale verden og fysisk produktion kaldes også industri 4.0.

Den bunder til dels i et stigende krav om bæredygtig fremstilling, hvor mere data og bedre software og printteknologi spiller en nøglerolle i omstillingen af dele af den traditionelle produktion til 3D-print.

Men hvad kan vi helt konkret forvente os, at der vil ske med produktionsvirksomhederne i den fjerde industrielle revolution?

Særligt tre tendenser vil spille en nøglerolle i udbredelsen af 3D-print:

1: Automatiserede samlebånd vil vinde indpas på produktionsgangene
I den nære fremtid vil fuldt automatiserede samlebånd gøre sit indtog.

I modsætning til i dag, hvor fremstillingen stadig sker i forskellige faser, vil produktionsvirksomheder fremover kunne integrere flere former for samlebånd med kombinationer af både 3D-printede metal- og plastikdele i et flow.

På nuværende tidspunkt findes der ikke en ”superprinter”, der kan producere alle dele selv, men med en fortsat automatisering på tværs af brancher rundt omkring i verden, er der det kun et spørgsmål om tid før, at det vil være muligt at fremstille flere typer af materialer på én gang.

2: Bæredygtig produktion bliver en forudsætning
Nutidens traditionelle produktionsprocesser blev designet uden den store omtanke for miljøet.

I dag er virkeligheden en anden. Efterhånden som 3D-print vinder indpas i virksomheder verden over, vil det nu i endnu højere grad være muligt at producere med mindre affald og CO2-udslip til følge.

Med 3D-print er det muligt for ingeniører og designere at gentænke produktlivscyklussen og anvende færre materialer med reduceret spild i produktionen. Der vil også være et øget fokus på at producere mere lokalt og dermed mindske omkostningerne og udledningen af CO2 i forbindelse med distribution og fragt.

3: Personalisering af sundhedsprodukter driver væksten på forbrugersiden
En anden stor forretningsmulighed for 3D-print er sundhedsområdet.

Personlige sundhedsprodukter målrettet forbrugere bliver en af vækstmotorerne i den fortsatte udbredelse af digital produktion i takt med at producenter af fodtøj, briller og tandplejeudstyr i stigende grad begynder at tage 3D-print i brug.

Alene markedet for 3D-printede sko rummer et kæmpe potentiale med en forventet global omsætning på seks milliarder USD inden for de næste 10 år grundet de mange muligheder for personlig tilpasning af produkter.

Det samme er tilfældet for eksempelvis briller og tandpleje, hvor virksomheder som amerikanske Smile Direct allerede fremstiller mere end 50.000 unikke, 3D-printede mundforme hver eneste dag.

Med andre ord er der ingen tvivl om, at 3D-print vil spille en endnu større rolle i de kommende år med store konsekvenser for fremtidens industri. Det er bare et spørgsmål om hvornår.

Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.

Har du en god historie eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?

Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.