For blot et par dage siden eksploderede internettet nærmest i ren ekstase over at Epic havde valgt at vise deres nyeste grafikteknologi frem, og imponerende som den var, var det mest interessante aspekt af den at den fungerer som et pejlemærke for hvor størstedelen af spilindustrien er på vej hen.
At der stadig er plads til afstikkere, er Huntdown dog et glimrende eksempel på, for her er i stedet tale om et actionspil inspireret af gårsdagens bedste spiludgivelser, og alle de fabelagtige og dystopiske science fiction film som du måske kan huske fra VHS-samlingen.
Med valget mellem tre dusørjægere med de fantastiske navne John Sawyer, Anna Conda og Mow Man, kastes man direkte ud i jagten på fremtidens værste forbrydere i en verden der ser ud og lyder som om det var selveste John Carpenter der var afsenderen.
Missionen er på alle tidspunkter den samme og de mange forbrydere der måtte stå dig i vejen, skal afskaffes ved hjælp af det tilgængelige våbenarsenal. Hver af de tre figurer har deres egne unikke pistoler og ekstravåben, men forskellen mellem de tre er så lille at man udelukkende bør drage i kamp med den figur der minder mest om ens egen ynglingshelt fra 80’erne.
Nye våben kan løbende samles op, men de har alle sammen begrænset ammunition og derfor gør man bedst i at finde sig til rette med standard-pistolen, samt ekstras som granater og molotov cocktails.
Heldigvis har udvikleren tilført lidt ekstra dybde til actionsekvenserne, og det er derfor muligt at søge dække i stræder, passager og bag containere når det går mest voldsom for sig. Fra dække kan de fleste kampe vendes til egen fordel hvis man har styr på timingen, og det tilfører det hele en smule strategi.
Det er dog desværre også så langt dybden rækker, hvilket vil sige at der ikke er meget ekstra at komme efter når man har gennemført det hele, og taget sig tiden til at finde de bonusobjekter som er spredt ud over hver bane. Her kunne man godt have ønsket sig at der f.eks. var blevet kigget på hvordan Streets of Rage 4 formåede at tilføre det hele lidt ekstra spilletid.
I stedet virker det som om udvikleren har satset kræfterne på at gøre hele oplevelsen så strømlinet som muligt, med mulighed for at de mest dedikere vil kunne gennemføre banerne på rekordtid. Man kunne sagtens forestille sig at Huntdown ville blive en favorit hos ”Speedrun”-publikummet (fans der sætter rekorder i at gennemføre spil så hurtigt og effektivt som mulig), og mens man må respektere den slags, efterlader der alle os andre med en lidt hul oplevelse når det grundpakken er set og gennemført.
Et aspekt af Hundown man dog sjældent får nok af er præsentationen, for den svenske udvikler har haft så godt styr på pixel-penslerne at skærmen på alle tidspunkter er fyldt med lækre detaljer der måske umiddelbart kunne se ud som noget fra de neonklædte arkadehaller, men som faktisk rummer langt flere detaljer. Er man til 2D perspektiv og pixel-grafik er Huntdown lidt af en skattekiste, og viser endnu en gang hvordan der fint er plads til grafikformen når den er udført så flot som her.
Det samme kan siges om lydsiden der indeholder den helt rigtige blanding af synth-dystopi med snert af Vangelis og førnævnte Carpenter, tilsat massevis af kitchede oneliners fra de tre hovedpersoner samt alle de skurke der står dem i vejen.
Huntdown er et godt bud på en solid omgang 2D action i virkelig flot pixel-grafik, båret af et lækkert soundtrack og en udvikler der har virkelig godt styr på referencerne til 80’erne. Men det er svært ikke at forestille sig at det kunne have været endnu bedre, hvis udvikleren havde tilført det en smule mere dybde, som kunne have tilført det hele lidt mere langtidsholdbarhed.
Læs også: Spilanmeldelse:Start karrieren fra bunden og skab kaos hele vejen op med 'Good Job!'
