Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for skribenternes synspunkter.
Vores regering har som mål at reducere 70 procent af udledningen af drivhusgasser i 2030. Befolkningen og erhvervslivet støtter bredt op med egne initiativer, der skal at bistå til, at det lykkes – for eksempel ved at omlægge drift og produktion, så det bliver mere miljøvenligt og ved at investere i at udvikle nye bæredygtige løsninger.
Regeringens klimapolitik har mange krav og forventninger til den private sektors bidrag til den grønne omstilling og det er efter min mening både forventeligt og nødvendigt.
Til gengæld savner jeg fuldstændig initiativer fra offentlig og statslig side. Hvorfor er der ikke krav og forventninger til den offentlige sektor, når det gælder nye investeringer i anlæg, forbrug, energieffektiviseringer osv.?
Denne praksis på kommunalt, regionalt og statslig plan modarbejder direkte de mål, der er sat på regeringsniveau. Og det modarbejder direkte den indsats og investering, som danske virksomheder bidrager med. Det, synes jeg, er problematisk.
Miljøet betaler prisen i dag
Som direktør for en virksomhed, der leverer rådgivning og tekniske løsninger til bl.a. hospitaler, varmeværker og anden infrastruktur til det offentlige Danmark, forsøger vi at gøre vores del for at bidrage til den grønne dagsorden.
Vi står klar med løsninger, der er mere bæredygtige og grønne end konkurrenterne. Og alligevel kan jeg med undren konstatere, at det offentlige ikke prioriterer løsninger der er bæredygtige eller har en grøn karakter.
Fokus er i stedet på pris – og ofte alene pris. Og indrømmet: Grønne løsninger koster mere end den mest skrabede, konventionelle løsning.
Men går man kun snævert og kortsigtet efter en besparelse – så betaler miljøet prisen i sidste ende. Og det kan ingen været tjent med.
Klimamål som fast kriterie i offentlige udbud
Hvis prisen fremadrettet er det mest tungtvejende kriterium, så frygter jeg, at det bliver svært at fastholde incitamentet til at tænke i grønne løsninger.
Det er umuligt at tage kampen op kun på pris, fordi man altid kan blive underkendt på løsninger, som ikke har en grøn signatur og som for eksempel er udviklet i udlandet under helt andre arbejdsforhold og andre lønninger.
Hvis denne regering virkelig er den mest grønne nogensinde, så kræver det, at der lægges handling bag ordene, hvis det ikke skal klinge hult.
Hvis vi skal nå i mål med regeringens ambitiøse klimamål, så anbefaler jeg, at de offentlige udbud fremover bliver skruet sådan sammen, så der også rates på bæredygtighed. Det handler om at revurdere ratingsystemet, men også vilkårene, så man fx regner med en tilbagebetalingstid på 10 år i stedet for tre-fem år for anlæg, som er praksis i dag.
Man kan passende spørge, hvilken pris det offentlige er parat til at betale for at få klimavenlige løsninger ind i deres investeringer. Er det 5 procent ekstra, 10 procent ekstra eller forventes det udelukkende at ske gennem støtteordninger og afgifter, hvilket jeg i så fald finder, er et svagt og smalt tankesæt.
I min optik er vejen til at nå klimamålene et spørgsmål om, at den grønne agenda skal indgå som fast element i alt nyt, der bliver udviklet.
Og her er det forventeligt, at det offentlige Danmark går foran som et godt eksempel ved at stille fair krav om miljøregnskab til både deres nuværende såvel som kommende leverandører, hvordan disse krav mere præcist kommer til at se ud, tja, det venter jeg stadig spændt på at se.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.
