Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Morgen-briefing: Manchester United ramt af sofistikeret cyberangreb / Danske IO Interactive skal skabe stort James Bond-spil / AWS tilslutter sig Gaia-X / ITU-professor om bitcoin-fremgang: ”Dette er ikke 2017 om igen”

Manchester United ramt af sofistikeret cyberangreb. Danske IO Interactive skal skabe det første originale James Bond-spil. AWS tilslutter sig Gaia-X. ITU-professor om bitcoin-fremgang: ”Dette er ikke 2017 om igen.” It-giganter høster i stor stil data om danskern. Facebook og Twitter overdrager præsident-konto til Biden 20. januar, og så er et super-populært spil på vej på børsen.

Godmorgen.

Her kommer ugens første morgen-briefing fra Computerworld.

Vi lægger ud med en historie fra den internationale fodboldverden, hvor den engelske storkub Manchester United tilsyneladende er bedre til at forsvare sig i cyberspace end på fodboldenbanen.

De hårdtprøvede røde djævle har i hvert fald netop haft held til at inddæmme, hvad de selv betegner som et sofistikeret cyberangreb.

Manchester United ramt af sofistikeret cyberangreb

Den engelske fodboldklub Manchester United blev i weekenden ramt af et sofistikeret cyber-angreb. Det oplyser klubben i en pressemeddelelse ifølge avisen The Guardian.

Manchester United meddeler at klubben hurtigt fik inddæmmet angrebet, og derfor fik angrebet ingen konsekvenser for afviklingen af klubbens hjemmebanekamp mod West Bromwich Albion lørdag. En kamp som Manchester United i øvrigt vandt 1-0.

Den engelske storklub understreger samtidig, at ingen data om klubbens medlemmer er blevet lækket.

”Selvom det er et sofistikeret angreb organiseret af cyber-kriminelle, så har klubben detaljerede protokoller og procedurer på plads, der er blevet gennemtestet netop i tilfælde af at sådan en begivenhed skulle opstå. Vores cyber-forsvar identifcerede angrebet og lukkede de berørte systemer, hvilket var med til at begrænse skaden og beskytte data,” lyder det ifølge Guardian fra Manchester United.

Danske IO Interactive skal skabe det første originale James Bond-spil

Det danske spilfirma IO Interactive, der har haft succes med de populære hitman-spil, skal producere det første helt originale James Bond-spil.

Det skriver Politiken.

Ifølge avisen har IO Interactive indgået et samarbejde med filmselskaberne MGM og EON om det nye spil, der bliver firmaets mest ambitiøse spil til dato.

Spillet er allerede i produktion og projektet går under navnet Project 007 og det fremgår af IO Interactives hjemmeside, at firmaet i øjeblikket skal besætte en række ledige stillinger i forbindelse med projektet.

AWS tilslutter sig Gaia-X

Amazon Webservices, AWS, tilslutter sig det europæiske Gaia-X initiativ. Det oplyser selskabet i et blogindlæg.

Gaia-X-projektet er en sammenslutning af politikere, erhvervsfolk og forskere, der sammen skal formulere et bud på Europas fremtidige datainfrastruktur.

I sidste uge meddelte Microsoft, at selskabet også tilslutter sig initiativet.

ITU-professor om bitcoin-fremgang: ”Dette er ikke 2017 om igen”

Bitcoin har været en af de bedste investeringer på de internationale finansmarkeder i 2020, men det bliver ikke en gentagelse af 2017, hvor bitcoin-boblen sprang. Det mener ITU-professoren Roman Beck ifølge Finans.

”Dette er ikke 2017 om igen. Der er en stigende accept af og en venligere holdning til kryptovalutaerne denne gang. Vi ser flere indikatorer, der peger mod yderligere stigninger end mod et fald," siger Roman Beck, professor på IT-Universitetet i København, til Finans.

Ifølge avisen peger eksperter blandt andet på, at frygten for covid 19-pandemien, de negative renter, større interesse fra etablerede investorer samt en koncentreret ejerkreds, som nogle af årsagerne til de stigende priser

It-giganter høster i stor stil data om danskerne

Facebook, Google og andre it-giganter indsamler data og sporer i stort omfang danskerne.

Det viser en ny undersøgelse fra Konkurrence og Forbrugerstyrelsen ifølge nyhedsbureauet Ritzau.

”Jeg blev personligt overrasket over, hvor omfattende det er. Og ikke mindst i hvor høj grad de her data bliver kombineret på tværs af forskellige tjenester," siger Claus Galbo-Jørgensen, leder af Center for Digitale Platforme i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, til Ritzau.

Den massive sporing og dataindsamling sker, fordi platformenes forretningsmodel bygger på at servere målrettede og relevante annoncer for deres brugere.

Facebook og Twitter overdrager præsident-konto til Biden 20. januar

Selvom den amerikanske præsident Donald Trump endnu ikke selv vil erkende, at han har tabt præsidentvalget til Joe Biden.

Så slår de sociale medier Facebook og Twitter nu fast, at de vil overdrage de officielle embedskonti på deres platforme til Joe Biden den 20. januar.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

”Twitter forbereder sig aktivt på at overdrage de institutionelle Twitter-konti, der tilhører Det Hvide Hus, den 20. januar 2021,” oplyser Twitter til Reuters.

Facebook oplyser ligeledes, at selskabet vil overdrage de officielle Facebook og Instagram-konti til den nye regering.

Udover præsidentens officielle konto kaldet @potus drejer det sig også om en konto for det Hvide Hus samt førstedamens officielle konto og vicepræsidentens konto.

Populært spil går på børsen

Spillet Roblox, der er ekstremt populært hos mange børn, er nu tæt på en børsnotering. Det skriver Techcrunch.

Selskabet meddelte allerede i slutningen af oktober, at det arbejdede på at blive børsnoteret, men nu har selskabet også offentliggjort sit børsprospekt.

Af det fremgår det, at selskabet voksede med 56 procent i 2019 og 68 procent i de tre første kvartaler af 2020, men samtidig blev selskabets tab også firedoblet i årets første tre kvartaler.

Udover Roblox planlægger Silicon Valley-darlingen Airbnb også en børsnotering i den kommende tid.

Om dagen i dag: World of Warcraft udkommer

I dag er det 16 år siden, at Blizzard Entertaintment udgav det ekstremt populære spil World Warcraft.

World of Warcraft er sidenhen blevet historiens mest populære online-spil.