Artikel top billede

(Foto: © Lars Aarø / Fokus / Lars Aarø)

Bauhaus kæmper stadig med hackerangreb efter mere end to uger: Mangler adgang til mailsystem

Den tyske byggemarkedsgigant Bauhaus har stadig problemer med en række it-systemer i Danmark efter selskabet for mere end to uger siden blev ramt af et hackerangreb.

To uger efter byggemarkedskæden Bauhaus blev ramt af et hackerangreb, mangler den danske afdeling fortsat adgang til en række it-systemer.

Hackerangrebet betyder fortsat, at selskabet mangler adgang til en række systemer, som betyder, at Bauhaus ikke kan tilbyde flere services.

Det skriver byggemarkedet på sin hjemmeside.

“Bauhaus blev for nylig udsat for et hackerangreb. Det betyder, at vi arbejder på højtryk for at kunne servicere vores kunder med så få gener som muligt. Varehusene er åbne som normalt, og det samme gælder webshoppen, og det håber vi at kunne fastholde på trods af de IT tekniske udfordringer,” skriver selskabet.

Angrebet betyder blandt andet, at Bauhaus fortsat ikke har adgang til sit mailsystem. Det går ud over kontakten til kunderne, oplyser selskabet.

“Kundesupportcenteret kan kontaktes via telefon og chat funktion, men mailsystemet er midlertidig ude af drift.”

Derudover kan selskabet på nuværende tidspunkt fortsat ikke opdatere sin lagerstatus, og det giver problemer med at handle på hjemmesiden. Her er det således ikke muligt for kunderne at se, den aktuelle lagerstatus på varer i koncernens varehuse.

Det er fortsat heller ikke muligt for kunderne at leje værktøjer og maskiner hos byggemarkedet, der tilsyneladende også er ramt hårdt af angrebet.

Usikker tidshorisont

Hackerangrebet blev allerede opdaget for mere end to uger siden. Alligevel er det endnu ikke lykkedes Bauhaus at få genetableret alle sine it-systemer.

“Det er for tidligt at sige noget om, hvor længe vi skal bruge på at få systemerne fuldt tilbage. Vi kan også løbe ind i kapacitetsbegrænsninger på den korte bane ved den nøddrift, vi kører med vores it- og betalingssystemer, men indtil videre er vi heldigvis i stand til at holde varehusene åbent,” lød meldingen fra selskabets danske direktør, Mads Jørgensen for flere uger siden.

Byggemarkedsgiganten har ikke haft brug for at lukke nogen butikker. Det har været den digitale forretning, der særligt er blevet ramt.