Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
Da regeringen sidste år lancerede sin eksportstrategi for dansk life science, var der flere, som med rette undrede sig over, at der alene var fokus på økonomisk og diplomatisk støtte til eksporten af medicinalprodukter.
I Danmark findes et stort vækstlag af innovative tech-virksomheder, der leverer den digitale understøttelse, som i dag er en ufravigelig forudsætning for at forblive på omgangshøjde med de internationale konkurrenter.
Og modsat de fysiske produkter, der på lange stræk er selvkørende, ville digitale produkter – som eksportvarer i egen ret – være et langt mere oplagt sted at lægge ressourcerne.
Imidlertid bliver vi nødt til at begynde et andet sted, hvis potentialerne skal kunne realiseres.
For der er nogle udfordringer, som på tværs af aktører er ved at udkrystallisere sig som en trussel, der kan ende med at sende hele vores life science-industri – også leverandørerne af de fysiske produkter – til tælling.
Udfordringerne kan i overskriftsform – velegnet til dette format – opsummeres til 3.
1. Sikkerhed & (mis)Tillid
En meget håndgribelige og på borgerniveau relevant udfordring er de sikkerhedssvigt, der desværre løbende kommer eksempler på, når personfølsomme data inklusive sundhedsdata ikke håndteres efter gældende retningslinjer.
Det er naturligvis i sig selv alvorligt, ikke mindst for dem hvis personlige data kan være blevet kompromitteret og potentielt faldet i hænderne på folk med skumle hensigter.
Men den afledte effekt er tilsvarende alvorlig.
Vi har som borgere mulighed for at tillade eller afvise, at vores sundhedsdata benyttes til forskning og udvikling.
Hver gang vi møder sundhedsvæsnet, bliver vi præsenteret med en formular, hvor vi skal krydse af, om vi tillader, at data gemmes og bruges efterfølgende.
Hvis danske borgere næsten på daglig basis får nyheder om, at deres personfølsomme oplysninger kan ende på et internationalt kriminelt marked, kan det ikke overraske, hvis de fravælger at give forskere adgang til disse data, hvorved mulighederne for at udvikle nye behandlingsformer og produkter gradvist eroderer.
2. Deling af sundhedsdata
Skulle bemeldte borgere alligevel tillade, at deres sundhedsdata benyttes i en større forsknings- og udviklingsmæssig sammenhæng, slår den næste strukturelle udfordring imidlertid igennem.
Og dette er ikke en potentiel udfordring. Det er en aktuel og på tværs af branchens aktører – både private og offentlige – påpeget obstruktion. Faktisk i en grad, så DI har lagt hus til en offentlig høring om emnet, og LIF har adresseret den med anbefalinger for at komme den til livs.
To klip fra LIF’s anbefalinger kan tjene som en god konkretisering.
Først udfordringen: ”…ugennemskueligt, kompliceret og langsommeligt at få adgang til sundhedsdata til forskning og innovation”.
Og anbefaling: ”Offentlige og private aktører skal have forbedret deres muligheder for i samarbejde at anvende danske sundhedsdata til forskning, kvalitetssikring og innovation til gavn for patienterne”.
Det forekommer fuldstændig indlysende, at dette burde være en ambition.
Såvel grundforskning som produktudvikling – ikke mindst digitale løsninger, der benytter kunstig intelligens, der skal trænes på store datasæt – er fuldstændig afhængig af adgang til sundhedsdata.
Alligevel må mange danske forskere og udviklere gå ud på det internationale marked og købe sig til dem. Siloer på tværs af offentlige institutioner, manglende villighed til samarbejde med kommercielle aktører og utilstrækkelig struktureret håndtering af indsamlede data er blandt de bidragende årsager.
3. Udbud & Monopoler
Dette bringer os til det sidste blad i den giftige trekløver.
Dette er imidlertid ikke kun et problem for aktørerne i den danske life science-branche.
Når det kommer til offentlige udbud af særligt it-løsninger samler der sig – ikke mindst i kraft af Computerworlds dækning af emnet – et mere og mere tydeligt og skræmmende billede af, at man ikke alene stadig de facto har monopol-lignende tilstande, men også at selve formuleringen af udbudsmaterialet, udbudsprocessen og de udslagsgivende parametre, som tilbud bliver bedømt efter, dels betyder, at store dele af branchen på forhånd er udelukket fra overhovedet at deltage, samt at de valgte løsninger hverken på kvalitet, funktionalitet, tidshorisont eller pris indfrier ønskerne.
Dyrt og dårligt kunne man fristes til at opsummere, men hvad værre er, betyder det, at vi aldrig i tilstrækkeligt omfang – som det ellers var tanken og som det mange steder, trods alt efterkommes – benytter de offentlige institutioners budgetter og altså skatteydernes bidrag til at skabe vækst og innovation i en branche, der kunne blive et eksporteventyr på linje med bæredygtig energi og de fysiske medicinalprodukter.
Der er fra offentlig side de sidste år taget flere initiativer, der på papiret og i hensigtserklæringerne lyder lovende.
Man kunne nævne Nationalt Genom Center, der så dagens lys tilbage i 2019 eller den Nationale Bestyrelse for Data på sundheds- og ældreområdet med en hel stribe deltagende ministerier, styrelser og institutioner. De lancerede en vision i 2021.
Ens for begge er imidlertid, at de behændigt forbigår de private leverandører af digitale løsninger i deres oplæg og fokus og slet ikke i tilstrækkelig grad anerkender de både strukturelle og operationelle problematikker, som den kommercielle del af branchen kæmper med, og som også har negative konsekvenser for det offentlige sundhedsvæsen.
Disse problemer skal tages alvorligt.
Vi har alt at vinde, men lige så meget at tabe. Det drejer sig om fremtidens danske life science tech.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.
