Bliv digitalborger uden tårer

Den danskudviklede dukaBOX er en meget økonomisk og særdeles brugervenlig genvej til DigitalDanmark.

Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Af Knud Søndergaard, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Nedtællingen er for længst begyndt: Inden den 1. november 2014 skal danskerne være digitale it-borgere. Det vil først og fremmest sige, at det offentlige ikke længere vil udsende almindelig post på papir, og derfor skal alle, som ikke kan slippe på grund af fysiske, mentale eller økonomiske forhold, have en computer med internetadgang.

Som Alt om DATA-læser vil du selvfølgelig sige ”so what”, men så enkelt er det ikke for pc-nervøse og typisk ældre mennesker i din familie- og vennekreds. Der findes faktisk folk, som ikke finder det særlig fedt at lege med en computer eller smartphone, og det er ikke ligefrem gratis at købe isenkram og have en internetforbindelse.

Android-baseret dukaBOX

I forrige nummer (Alt om DATA 8) bragte vi en featureartikel om konceptet bag de danskudviklede dukaPC-seniormaskiner og det seneste skud på stammen, den radikalt anderledes dukaBOX. Nu har vi haft længere tid til at komme ud i krogene af den nye digitalboks, og det har ikke nedsat vores begejstring.

Grundlæggende består dukaBOX af en lille boks, der bruger et tv med HDMI-indgang – og hvem har ikke sådan et i dag? – som skærm, og et specialudviklet trådløst tastatur. Operativsystemet er Android, så reelt taler vi om en smartphone eller tablet bare i en anden udformning end normalt. Den rå datakraft ligger i den lavere ende med en dual core 1,2 GHz cpu, 1 GB ram og 8 GB flash-hukommelse, men målgruppen er jo heller ikke gamere.

På nettet med 3G, LAN eller Wi-Fi

Med dukaBOX er du helt uafhængig af udbydere af telefon- og/eller tv-tjenester. Boksen kommer med et simkort (fra Fullrate i testeksemplaret), men den kan også gå på nettet via et kablet eller trådløst hjemmenetværk, hvad der normalt vil give de højeste hastigheder. Inter-netforbindelsen opgives til en hastighed på 2-15/0,5-1 Mbps, men du kan ikke selv tjekke den, for det kræver som minimum Flash version 8, som boksen ikke understøtter, eller en app, som ikke kan installeres.

Motoriske detaljer

Tastaturet til dukaBOX er genialt, fordi det ikke alene er udstyret med en touchpad til simulering af en mus, men også har direkte genvejsta-ster til aktivering af de mest brugte funktioner.

Efter min vurdering kunne ”musen” med fordel reagere lidt langsommere. Dette er ikke noget problem i forbindelse med de menuer, som duka selv har udviklet, for de består af pænt store fliser, og så længe pilen er inden for den klart markerede ramme, reagerer boksen som forventet.

Anderledes er det med menuer, som er designet til almindelig musebetjening. Eksempelvis er det ved NemID-login ret nemt at ramme ”Glemt adgangskode” i stedet for ”Næste”. Mit råd er at sigte nedefra og sørge for, at pilespidsen ikke kommer op over det felt, der skal klikkes på.

Det kræver lidt øvelse og et par nogenlunde rolige hænder.
Jeg tror heller ikke, at it-nervøse seniorer vil bryde sig om selv at installere en dukaBOX, for de skal finde en ledig terminal bag på tv’et til HDMI-kablet og eventuelt tage stilling til internetopkoblingen.

Når der tændes for boksen, vil de fleste tv’er automatisk skifte til den opkoblede HDMI-indgang, men der skal normalt vælges kilde for at se tv igen. Det er også vigtigt, at boksen placeres let tilgængeligt, så den nemt kan slukkes, for ellers kan den holde nogle tv’er tændt, blandt andet et Samsung i mit kontor. HDMI er ikke den mest rigide standard i verden.

Firmaets kundeservice vil uden tvivl kunne klare de fleste problemer, men hvis du anbefaler dukaBOX-løsningen til en pårørende, vil det nok være velset med et besøg og lidt hjælp til at komme i gang.

Smart e-mail

Med i serviceabonnementet er en e-mailadresse, som oprettes, inden boksen afsendes. Intet bøvl med POP, SMTP, navne og koder. Mange seniorer har lært sig at bruge sms til kommunikation med især den yngste generation, men i dukaBOX er mail-funktionen så enkel, at den giver lyst til at skrive mere end korte beskeder.


Navnenyt fra it-Danmark

SAP SuccessFactors Partner Pentos har pr. 1. marts 2026 ansat Plamena Cherneva som Seniorkonsulent indenfor SuccessFactors HCM. Hun skal især beskæftige sig med konfiguration og opsætning af SuccessFactors suiten, samt udvikle smarte løsninger til mellemstore danske virksomheder. Hun kommer fra en stilling som løsningsarkitekt indenfor HR IT hos LEO Pharma. Hun har tidligere beskæftiget sig med HR procesdesign, stamdata og onboarding. Nyt job

Plamena Cherneva

SAP SuccessFactors Partner Pentos

Renewtech ApS har pr. 1. april 2026 ansat Boris Sudar som Senior IT Specialist. Han skal især beskæftige sig med at sikre, at Renewtech cloudbaseret infrastruktur fortsætter på sit højeste niveau, mens han også skal drive system udvikling. Han kommer fra en stilling som Senior IT Specialist hos Eurowind Energy. Han har tidligere beskæftiget sig med Microsoft 365, Intune og sikker endepunktsstyring for hybrid og cloudbaseret infrastrukturer. Nyt job

Boris Sudar

Renewtech ApS

Comsystem A/S har pr. 15. april 2026 ansat Iver Jakobsen som Technical Key Account Manager. Han skal især beskæftige sig med teknisk løsningssalg. Iver Jakobsen har 25 års erfaring fra TelCo-branchen. Han kommer fra en stilling som Key Account Manager hos E.ON Drive ApS. Han har tidligere beskæftiget sig med rådgivning og løsningssalg. Nyt job

Iver Jakobsen

Comsystem A/S

WITRICS A/S har pr. 1. juli 2026 ansat Tim Meicker som Sales & Marketing Manager. Han skal især beskæftige sig med marketingstrategi, salgsaktiviteter, samt virksomhedens kommercielle vækst. Han kommer fra en stilling som projektansat hos WITRICS A/S. Han er uddannet BA (hons) Strategic Management og MBA fra Syddansk Universitet. Nyt job

Tim Meicker

WITRICS A/S