Nye droneregler ryster posen

EU-kommissionen er på vej med et nyt, paneuropæisk regelsæt for flyvning med droner. Det vil i langt højere grad tage udgangspunkt i flyvningens risikofaktor set som en kombination af flyvemønster og dronestørrelse.

Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Af Henrik Malmgreen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Lige nu er der gang i udformningen af et helt nyt, fælleseuropæisk regelsæt for flyvning med droner. De nye regler vil betyde ændringer for alle kategorier af droner, og planen er, at de skal kunne træde i kraft om godt et års tid, altså i midten af 2019 eller senest i tredje kvartal. Som det ser ud lige nu, vil det eksisterende, danske dronecertifikat udstedt af Trafikstyrelsen pr. automatik blive konverteret til de nye EU-regler og således fortsat være gældende.

Hvorledes reglerne bliver for at bevare gyldigheden af sit certifikat – det vil sige kravene til vedligeholdelsesflyvning – er endnu ikke fastlagt, og om der kommer skærpede krav til fornyelse, vides ikke. En af de helt store forskelle på det eksisterende og det nye regelsæt er imidlertid, at det i fremtiden – undtaget i helt særlige tilfælde, hvor dronen har luftdygtighedsbevis – ikke er den enkelte drone, men operatøren eller dennes virksomhed, der skal registreres hos Trafikstyrelsen, hvis der flyves med droner på mere end 250 gram.

Nye krav til producenterne

Endnu et nyt tiltag er, at droner over 250 gram som udgangspunkt skal være forsynet med et unikt serienummer, lige som det på sigt bliver et krav med elektronisk ID samt såkaldt geo-awareness. Det er et krav fra European Aviation Safety Agency (EASA), der ligeledes forventes at stille krav til producenterne i forbindelse med beskyttelse mod hacking på droner af en vis størrelse, formentlig hvis de vejer mere end 900 gram.

Reglerne for elektronisk ID og geo-awareness vil blive indeholdt i CE-mærkningsstandarden og initiativet med beskyttelse mod hacking er ligeledes helt naturligt, da fremmed og ikke mindst fjendtlig overtagelse af en drone i et stadig mere befærdet luftrum kan få katastrofale følger. Samme problematik er eksempelvis også relevant i forbindelse med produktion af de stadig mere automatiserede biler.

Bliver synlig for lufttrafikken

Med teknologi som elektronisk ID og geo-awareness opnås langt bedre kontrol med hvilke droner, der flyver hvor og hvornår. Det betyder blandt andet, at dronerne bliver synlige på lufthavnenes radarsystemer, hvilket er en åbenlys fordel i bestræbelserne på at undgå kollisioner. Flere steder rundt omkring i verdenen har det været tæt på at gå galt, og selv en lille drone, kan være til stor fare for et rutefly.

Med geo-awareness advares dronepiloten ligeledes, hvis der er fejl på systemet, eller hvis han er ved at flyve ind i et luftrum med restriktioner. I lovarbejdet er der altså ikke som tidligere lagt op til egentlig geo-fencing, hvor dronen fysisk stoppes på grænsen til luftrummet, men kun geo-awareness, hvor piloten advares. Det fælles omdrejningspunkt er dog stadig større sikkerhed for alle i forbindelse med såvel ikke-kommerciel som kommerciel flyvning.

Tre helt nye kategorier

Ud over at det ikke længere er den enkelte drone, men operatøren, der skal registreres, er en anden væsentlig nyhed for helt nye definitioner i forbindelse med de forskellige kategorier, der kan flyves i. Fremover kommer de til at hedde Open, Specified og Certified, og de er bygget op således, at ved flyvning med lav risikofaktor, er der ikke så mange regler at overholde, mens reglerne ved flyvning med høj risikofaktor både er mere strikse og mere mangfoldige.

Open-kategorien er den, hvor alle med almindeligt dronecertifikat og dronetegn skal indplaceres. Kategorien vil blive opdelt i forskellige underkategorier alt efter flyvebehov og flyvemønster samt ikke mindst dronens vægt. Som udgangspunkt omfatter Open-kategorien flyvning under 120 meter med droner, der vejer mindre end 25 kg og VLOS-flyvning – altså flyvning, hvor dronen hele tiden er inden for synsvidde. Det svarer til, at den dækker flyvning efter de nuværende by- og landdronebekendtgørelser.

Du kan flyve overalt i EU

Med indførelsen af de nye regler vil man imidlertid ikke i nær samme grad skelne mellem flyvning i og uden for bymæssig bebyggelse, men i højere grad henholde sig til flyvningens karakter samt dronens størrelse. Væk er altså også kravet om, at flyvning i bymæssig bebyggelse kun må ske i erhvervsmæssigt øjemed. Hvert enkelt medlemsland kan dog beslutte at indføre sådanne begrænsninger lokalt. Desuden tilføjes en række underkategorier, som reelt er en opdeling efter risikofaktor og derfor vil få forskellige krav til uddannelse.

Grundlæggende vil der være tale om ganske omfattende ændringer i de regler, der gælder i dag, men de barske stramninger, som nogen har frygtet, kommer ikke på tale. Tværtimod vil der på en række områder være lettelser, og konklusionen må være, at tilladelse til droneflyvning i fremtiden vil være mere individualiseret og specifikt tage udgangspunkt i flyvningens risikofaktor set som en kombination af flyvemønster og dronestørrelse. Den helt store fordel er naturligvis også, at du flyver på helt de samme vilkår uanset, hvilket EU-land du befinder dig i.

Læses lige nu

    Navnenyt fra it-Danmark

    VisionBird har pr. 1. november 2025 ansat Kelly Lyng Ludvigsen, 38 år,  som Seniorrådgiver. Hun skal især beskæftige sig med Rådgivning og undervisning i Contract Management. Hun kommer fra en stilling som Contract Manager hos Novo Nordisk. Hun er uddannet Cand. jur. og BS fra CBS. Hun har tidligere beskæftiget sig med Contract Management i flere roller i både det private, offentlige og som konsulent. Nyt job

    Kelly Lyng Luvigsen

    VisionBird

    Norriq Danmark A/S har pr. 1. september 2025 ansat Niels Bjørndal Nygaard som Digital Product Lead. Han skal især beskæftige sig med designe og implementere effektive IT-løsninger. Han har tidligere beskæftiget sig med at være digital consultant og project Manager hos Peytz & Co. Nyt job

    Niels Bjørndal Nygaard

    Norriq Danmark A/S

    EG Danmark A/S har pr. 1. december 2025 ansat Søren Jermiin Olesen som Senior Product Manager. Han skal især beskæftige sig med finans- og debitorstyring i det offentlige med ansvar for økonomistyringssystemet EG ØS Indsigt. Han kommer fra en stilling som Product Manager hos KMD A/S. Han er uddannet Cand. oecon. Han har tidligere beskæftiget sig med økonomi bl.a. i Aarhus Kommune og været med til at udvikle NemØkonom før og efter salget til KMD. Nyt job

    Søren Jermiin Olesen

    EG Danmark A/S

    Netip A/S har pr. 1. november 2025 ansat Laura Bøjer som Consultant, GRC & Cybersecurity på afd. Thisted. Hun kommer fra en stilling som Assistant Consultant hos PwC i Hellerup. Hun er uddannet med en kandidat i Business Administration & Information System på Copenhagen Business School. Nyt job

    Laura Bøjer

    Netip A/S