Her er Danmarks fem bedste CIO’er lige nu:Se de fem nominerede til prisen som Årets CIO 2024

Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Canon Pixma TR150: Den mobile - effektivt mobilprint på farten

Printkvaliteten er ikke af højeste karat. Men det er heller ikke pointen – det er mobiliteten.

Af Henrik Malmgreen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

For år tilbage lavede Canon bærbare computere og var ovenikøbet de første, der lancerede en model med indbygget printer. Først en sort/hvid og senere en, der kunne håndtere farveprint. Det var før internettets tid, og når jeg som journalist skrev ude af huset, var det smart at kunne aflevere artiklerne på en 3,5”-disk sammen med et print.

Ingen andre producenter har taget ideen op, og markedet for mobile printere kan heller ikke ligefrem siges at være bugnende. Men med Pixma TR150 har Canon nu lanceret en printer målrettet kontormarkedet. Den fås i en udgave blot med strømforsyning samt en udgave, hvor der også medfølger et eksternt batteri.

Canon har allerede mobile printere på fotosiden, nemlig serien af Selphy-printere, men dette er ikke en egentlig fotoprinter. Det er en kontorprinter, der klarer tekst, grafik og foto i nydelig kvalitet og endda i rimelig hastighed.

Selve printprocessen går fint hurtigt, men TR150 tænker noget, inden første side i et printjob kommer ud. Det er dog ikke det store problem, for med en mobilprinter er det jo også mere fleksibiliteten i overhovedet at kunne printe, når man er på farten, der er det vigtigste.

Der kan printes til A4 til kant, og der er plads til 50 ark i føderen, så alt i alt er der tale om en meget fin mulighed for den rejsende forretningsmand, der fra tid til anden har behov for print.

Direkte print fra smartphonen, at du for eksempel kan tage et foto af notater og skrive dem ud til deling under et møde.

Gode trådløse muligheder

Printeren byder på forskellige trådløse tilslutningsmuligheder med understøttelse af både 2,4 GHz og 5 GHz Wi-Fi-bånd samt betjening via smartphonebetjening. Blandt andet kan nævnes funktionen Smartphone Kopi, der i én og samme arbejdsgang gør det muligt at tage et billede af for eksempel et dokument eller nogle notater og dele dem via print med andre deltagere i et møde. En fiks og brugervenlig funktion.

Desuden er printeren kompatibel med iOS samt Android, og kan printe trådløst via Canon Print-appen eller fra cloudtjenester som Google Drev og Evernote (via Pixma Cloud Link). Det er også muligt at udskrive med Mopria til Android samt AirPrint til iOS eller Windows 10 Mobile uden at skulle downloade en app.

Hvis man sidder et sted, hvor det ikke er muligt at koble sig på en router, er det blot at klikke på Wireless Connect-knappen. Derved etableres en 1-til-1-forbindelse mellem printeren og en mobilenhed. En del af betjeningen sker via appen Canon Print, men printeren har også en lille 1,44” mono OLED-skærm til enkel navigering samt kontrol for USB-opladning, hvilket kan ske via batteriet, en powerbank, en biloplader eller en computer.

På skærmen er det endvidere muligt at kontrollere blækniveauet, og printeren rummer en sort patron samt en 3-farve patron. Printhastigheden er nydelige 9 sider i minuttet i sort og 5,5 sider i minuttet i farve med mulighed for at downloade forskellige printskabeloner.