Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Morgen-briefing: B&O-højttaler stiger 125.000 kroner i pris over natten / Snart vil du kunne få informationer om Danmarks registrerede arealer meget lettere / Ny rapport kortlægger enormt potentiale for CO2-nedbringelse

B&O-højttaler stiger 125.000 kroner i pris over natten. Snart vil du kunne få informationer om Danmarks registrerede arealer meget lettere. Ny rapport kortlægger enormt potentiale for CO2-nedbringelse. Dansk startup-leverandør til kommuner har tredoblet medarbejdserskarren.

Godmorgen og velkommen til endnu et morgenoverblik skabt ud fra nedslag i de it-kyndiges skaberværk.

Det er Ditte Vinterberg Weng på tasterne på ugens tredje dag.

Skål i kaffe, god onsdag og god fornøjelse:

B&O-højttaler stiger 125.000 kroner i pris over natten

Fra 31. august til 1. september skete der en noget opsigtsvækkende prisstigning på B&O's Beolab 90 højttalersæt, der over natten steg med intet mindre end 125.000 kroner i pris.

Således gik den vejledende udsalgspris på det eksklusive sæt fra 800.000 kroner til 925.000 kroner.

Det skriver Børsen.

Beolab 90 højtalersæt er dog ikke det eneste Bang & Olufsen-produkt, der har fået et nøk opad på prisen.

"Helt grundlæggende mener vi, at vi har prissat en række af vores produkter for lavt. Priserne reflekterer ikke den funktionelle eller emotionelle værdi, og det bygger på nogle grundige analyser, hvor vi f.eks. har kigget på prisfølsomhed og konkurrenceforholdene," siger Henrik Brodersen, produktchef i Bang & Olufsen.

Bang & Olufsen har ifølge avisen flere gange de seneste par år hævet priserne markant på flere af sine produkter.

Beolab 90 startede ved sin lancering i 2015 på en pris, der lød på 499.990 kroner.

Snart vil du kunne få informationer om Danmarks registrerede arealer meget lettere

Borgere, kommuner, ejendomsmæglere, rådgivende ingeniører, jægere, landinspektører og tusindvis af andre i Danmark, der regelmæssigt søger information om Danmarks arealer, kan nu se frem til forbedringer.

Den offentlige platform Danmarks Arealinformation, hvor myndighederne sikrer fri adgang til data om Danmarks arealer, skruer nu op for brugervenligheden.

Stat, kommuner og regioner har nemlig gennem Danmarks Miljøportal besluttet at afsætte et millionbeløb til opgradering af platformen.

Det skriver Danmarks Miljøportal i en pressemedelelse til Computerworld.

Opdatering er blevet nødvendig, efter Danmarks Arealinformation har syvdoblet antallet af informationer, som brugerne kan tilføje på de arealer, de arbejder med.

"Interessen for danske arealer har aldrig været større. I tråd med Aarhus Konventionen arbejder vi løbende på at forbedre adgangen til information om de danske arealer og miljø for borgere, myndigheder og erhvervslivet – både i nutid og historisk", siger Nils Høgsted, sekretariatsleder i Danmarks Miljøportal.

Udfordringen med planerne for Danmarks areal er stigende:

"Vi har regnet lidt på alle de planer og ønsker, som er vedtaget eller ved at blive vedtaget. Der kan vi se, at der er planer for 140 procent af Danmarks areal. Og i kraft af, at vi kun har 100 procent at gøre godt med, har vi en udfordring her," lød det i maj fra Søren Gram, der er projektleder hos Teknologirådet.

Med tanke på de udfordringer, der er fremhævet af Teknologirådet og flere andre, påpeger Miljøstyrelsen vigtigheden af et centralt datagrundlag.

"Lettilgængelige arealdata er afgørende for at sikre, at vi bruger vores arealer bedst muligt, og skaber synergi mellem de mange konkurrerende formål. Danmarks Arealinformation spiller en afgørende rolle som et fælles referencepunkt, der skaber værdi af data, og understøtter den grønne omstilling", siger Lars Møller Christiansen, vicedirektør i Miljøstyrelsen.

Ny rapport kortlægger enormt potentiale for CO2-nedbringelse

En ny analyse fra DI Digital viser, at der er et kæmpe potentiale for at nedbringe CO2-udslippet ved hjælp af digitale løsninger og ny teknologi.

"Vores analyse viser, at digitalisering for eksempel kan spare klimaet for millioner af tons CO2 og spare millioner af liter vand. Derfor skal vi være meget bedre til at udnytte og sikre, at den grønne og den digitale førerposition bliver koblet sammen og bliver hinandens fordele," siger digitaliseringspolitisk chef i DI Digital Andreas Holbak Espersen.

Han forsætter:

"Vi behøver ikke vente på et teknologisk gennembrud i den grønne omstilling – mange af løsningerne findes allerede i dag og der er store potentialer i at skalere teknologien til forskellige brancher og sektorer."

Eksempelvis software, der styrer energiforbruget til køl og frys i supermarked, sensorer, der holder øje med strømforbruget i byggebranchen og intelligente pumper, der sparer på vand til ølbrygning, er blandt metoderne til at spare på udledningen.

Find hele rapporten her.

Dansk startup-leverandør til kommuner har tredoblet medarbejdserskarren

IT34, der udvikler digitale løsninger til kommuner og forsyninger, har tredoblet antallet af medarbejdere siden sin lancering i starten af 2021.

Store krav om effektivisering i de danske kommuner skaber øget efterspørgsel på digitale løsninger, der kan hjælpe med at nedbringe udgifterne.

Netop denne efterspørgsel afspejler sig altså i dag i størrelsen på startup-selskabet IT34's medrbejderskarre.

Selskabet nærmer sig nu 100 medarbejdere fordelt på otte kontorer som er en del af Danmarks største landinspektørfirma, LE34.

Og den vækst vil fortsætte de kommende år, siger IT34's forretningansvarlige Frank Rasmussen.

Det skriver IT34 i en presemeddelelse.