Københavns Kommune opdagede ikke selv, at en tidligere studentermedarbejder snusede i CPR-registret og solgte personoplysninger til bandekriminelle med henblik på drabsforsøg.
Det bekræfter en talsperson fra National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), som stod bag efterforskningen, der førte til anholdelsen af den 27-årige.
”Det drejer sig om simple personoplysninger, for eksempel adresser,” oplyser NSK til Ingeniøren.
Kultur- og fritidsforvaltningen i kommunen havde givet adgang til CPR-registret, men ingen bemærkede misbruget.
Forklaringen er, at kommunen slet ikke fører automatisk kontrol med, hvad medarbejdere søger på i det nationale CPR-system. Det oplyser kommunen selv:
”Konkret for opslag i det nationale CPR-register er det ikke muligt for Københavns Kommune at opsætte automatiske kontroller for opslag.”
Dermed var det op til NSK – og ikke kommunen selv – at stoppe snuseriet.