Succes med HR-software giver Mindkey sejren

Softwarehuset MindKey, der er specialister i software til strategisk HR, er årets vinder af basissoftware-kategorien i Top 100. Fremgang og tro på egne evner får nu MindKey til at gå fra at levere moduler via Microsoft til at satse på selskabets egne produkter.

Det var de kongeliges sommerslot. Udenfor gik de på jagt, mens prins Valdemar fik målt sin højde op af en træstolpe inde på slottet. Knivmærkerne er der stadig.

Dengang var Enrum Slot symbol for magt. I dag er den symbol for succes. MindKeys succes.

MindKey har to etager i slottets hovedbygning.

Her arbejder 20 mennesker med at udvikle softwareløsninger til human capital management, samt at konsultere i HCM.

- Det er lidt anderledes end HRM, for HRM er meget løn og arbejdstidsregistrering. Men det vi laver, det er strategisk HR, siger administrerende direktør Bo Nielsson.

Strategisk HR handler i hans øjne om analyser og værktøjer til, hvordan man bedst muligt bruger sine medarbejdere.

Der er flere helt store firmaer, der beskæftiger sig med strategisk HR, men MindKeys succes bunder i, at de hovedsageligt er gået efter markedet med 50-1000 medarbejdere, hvor blandt andet SAP og PeopleSoft hovedsageligt er gået efter firmaer med over 10.000 ansatte.

Fra privatvillaen til slottet

Eventyret på slottet startede hjemme i Bo Nielssons privatvilla.

For ti år siden startede han sammen med tre andre tidligere Damgaard-medarbejdere deres eget firma, der startede med at lave HRM-applikationer til Damgaard og Navision.

Muligheden for at flytte ud på Enrum Slot kom ved en tilfældighed, men Bo Nielsson mener, at firmaet klart hører til et sted, hvor medarbejderne kan nyde udsigten ud over Øresund og slottets 20 tønder land:

- Jeg er bevidst om, at mønten kan flippe med janteloven, og så kan folk sige: ”Hvorfor skal de bo i sådan nogle lokaler for”. Men man kan også få for meget jantelov. Jeg har ikke noget imod at fortælle folk, der kommer her, at vi rent faktisk har succes, siger han.

Den succes skal fortsætte med et nyt program, der ligesom firmaet også hedder MindKey. Det kom på markedet sidste år.

Indtil videre er udviklingsomkostningerne på 25 millioner ikke tjent hjem, men det betyder ikke underskud hos MindKey, der i stedet stadig tjener flere og flere penge på applikationerne til Microsoft Dynamics AX.

Sidste år steg omsætningen af disse applikationer med 40%, hovedsageligt igennem Microsoft.

- Microsoft præsenterer de her produkter, som om det var deres eget. Der er ikke nogen, der ved, vi laver det, siger Bo Nielsson og ser det som grunden til, at firmaet har eksisteret nærmest ubemærket indtil nu.

En søgning på MindKey i Computerworlds avisarkiv afslører kun to korte noter.

Ikke en skam at kopiere Outlook

Men nu skal kunderne kende dem, for det nye produkt bliver solgt direkte gennem MindKeys egne distributionsfirmaer i Danmark og i Washington i USA.

Forbindelsen til Microsoft er dog stadig tydelig.

- Vi er gået så langt, så de her ikoner er håndtegnede nede i Australien, fuldstændig XP-like, fortæller Bo Nielsson, mens han fremviser programmet, der ved første øjekast ligner Microsoft Outlook.

Det er hele meningen. Programmet skal være let at gå til, så firmaets konsulentafdeling kun behøver at lære firmaernes ansatte, hvad de skal bruge programmet til og ikke hvordan.

- Den kan alle Microsoft-teknologierne. Dem vi vil henvende os til, de bruger hovedsageligt Office som deres HR-platform, så det var en ambition for os at sige: "Dem der kan bruge Microsofts programmer i forvejen, de skal også kunne bruge MindKey, siger Bo Nielsson.

Microsoft har sat pris på MindKeys loyalitet.

MindKey og ScanJour er de eneste danske virksomheder i deres Ascend-program, der giver mulighed for at udvikle programmer og applikationer til Office 2007, inden det udkommer.

Derudover vil Microsoft muligvis agere distributør for programmet, MindKey, i USA. I det tilfælde vil programmet ikke kun blive solgt til de mindre virksomheder, men også firmaer med over 5000 ansatte.

Læses lige nu

    Annonceindlæg fra Computerworld it-jobbank

    Mød 3.500+ it-talenter på IT-DAY 2026

    Hos Computerworld it-jobbank er vi stolte af at fortsætte det gode partnerskab med folkene bag IT-DAY – efter vores mening Danmarks bedste karrieremesse for unge og erfarne it-kandidater.

    Navnenyt fra it-Danmark

    Renewtech ApS har pr. 1. april 2026 ansat Boris Sudar som Senior IT Specialist. Han skal især beskæftige sig med at sikre, at Renewtech cloudbaseret infrastruktur fortsætter på sit højeste niveau, mens han også skal drive system udvikling. Han kommer fra en stilling som Senior IT Specialist hos Eurowind Energy. Han har tidligere beskæftiget sig med Microsoft 365, Intune og sikker endepunktsstyring for hybrid og cloudbaseret infrastrukturer. Nyt job

    Boris Sudar

    Renewtech ApS

    SAP SuccessFactors Partner Pentos har pr. 1. marts 2026 ansat Plamena Cherneva som Seniorkonsulent indenfor SuccessFactors HCM. Hun skal især beskæftige sig med konfiguration og opsætning af SuccessFactors suiten, samt udvikle smarte løsninger til mellemstore danske virksomheder. Hun kommer fra en stilling som løsningsarkitekt indenfor HR IT hos LEO Pharma. Hun har tidligere beskæftiget sig med HR procesdesign, stamdata og onboarding. Nyt job

    Plamena Cherneva

    SAP SuccessFactors Partner Pentos

    Trafikstyrelsen har pr. 1. maj 2026 ansat Nihad Hodzic som IT og Digitaliseringschef. Han skal især beskæftige sig med med IT-projekter og digital transformation, herunder især det strategiske løft af Trafikstyrelsens digitale niveau. Han kommer fra en stilling som Kontorchef hos Udviklings og Forenklingsstyrelsen. Han er uddannet i statskundskab og har en lederuddannelse fra MIT Sloan, samt en igangværende Master i IT-Ledelse. Han har tidligere beskæftiget sig med IT-udvikling og større projekter på momsområdet, hvor han har ledet et projekt- og udviklingskontor. Nyt job

    Nihad Hodzic

    Trafikstyrelsen