Det MIT-baserede projekt om at udvikle en bærbar computer til 100 dollars er sat i verden for at mindske den digitale kløft mellem rige og fattige lande i verden.
Projektet med den lille grønne plastik-pc har fået stor opmærksomhed og anses af mange som redningen for nye generationer i fattige lande og lande med mange fattige i befolkningen.
Men dette positive billede er helt forfejlet.
Det siger organisationen FAIR, som arbejder med retfærdig genanvendelse af it-udstyr.
Vildledende markedsføring
Det forholder sig nemlig lige modsat, skriver organisationen i en pressemeddelelse.
Ifølge FAIR er projektet præget af for høje priser, for store teknologiske ricisi, af vildledende markedsføring og så er målgruppen forfejlet.
- Der er meget, som ikke er testet i dette projekt. Samtidigt bliver det markedsført meget hårdt overfor udsatte lande, som ikke har forudsætninger for at vide hvad de får eller hvilke omkostninger, projektet vil give dem. Vi mener, at konceptet burde have været testet meget bedre, siger udlandschef i FAIR, Vegard Munthe, til Computerworlds norske søsterblad.
Organisationen beskylder samtidigt OLPC (One Labtop Per Child) for at snyde fattige lande til at påtage sig en stor investeringsrisiko, fordi de køber teknologi, hvis succes er særdeles risikabel.
Selv om prisen for hver bærbar er lav, vil tanken om, at alle skal have deres egen pc medføre særdeles høje omkostninger, mener FAIR.
Et undervisningslokale med nye Pentium 4 pc’ere på hver skole vil ifølge organisationen koste en tiendedel af omkostningerne til OLPC.
Alt for stort arbejde
Organisationen er heller ikke imponeret, når det gælder de tekniske specifikationer i den billige bærbare computer fra OLPC. Alt software skal ifølge FAIR tilpasses den nye teknologi, og det er et kæmpe arbejde.
Eksempelvis tilbyder OLPC ikke engang et simpelt regneark, lyder kritikken.
Teoretisk set kan den billige bærbare gøres kompatibel med andre computersystemer, men først efter mange års arbejde.
Samtidigt vil maskinen med kun 512 megabyte hukommelse aldrig blive en tilfredsstillende maskine, hævder FAIR.
Men den største torn i øjet på FAIR er den aggressive måde, som OLPC har markedsført projektet på, siger organisationen.
De enkelte lande udsættes for et hårdt pres om at være med, og i så fald skal de aftage mindst en million bærbare computere. Samtidigt retter projektet sig imod en forkert målgruppe.
FAIR går i pressemeddelselsen så langt som til at kalde projektet for uetisk.
"Det fremstår for de aktive og engagerede parter i det internationale udviklingsarbejde som udbytning når vestlige organisationer som MIT, OLPC og underleverandørerne skal tjene penge på at kostbar risiko-teknologi, uden et dokumenteret behovsgrundlag videregives til verdens fattige lande," skriver FAIR.
Har skabt global viden
Ifølge Computerworlds norske søsterblad ser FAIR dog ikke udelukkende negativt på projektet.
- Der er helt klart positive ting ved projektet. Der er mange positive ting på softwaresiden. Desuden har projektet globalt set skabt en god viden om problematikken. Det er risikoen markedsføringen vi er imod, siger Vegard Munthe til avisen.
Vegard Munthe peger på udviklingsprojekter i Afrika som har påført lande en stor gæld uden til ingen nytte.
- Vores forslag er at pc’en først testes i et land som er rigt nok til at klare den økonomiske risiko, eksempelvis Kina. Senere kan mere udsatte lande få computeren hvis den fungerer fint, siger Vegard Munthe til avisen.
FAIR sendte ifølge Vegard Munthe sidste år omkring 3.000 computere til udviklingslande, og tallet er nogenlunde det samme hos partnerne i nabolandende.
- Det er ikke mange. Vi ville gerne sende flere pc’ere ud af skandinavien, men vi har problemer med at få fat i nok brugte computere, siger Vegard Munthe til avisen.
FAIR har ifølge avisen også set på den billige bærbare fra OLPC, men organisationen må i så fald købe så mange på en gang, at det bliver urealistisk dyrt, fortæller Vegard Munthe.
