Artikel top billede

Drengene blev væk fra KMD - men pigerne var glade

Reportage: Trods et skuffende fremmøde var der positive toner at spore til KMD's arrangement på it-natten. De unge glædede sig over at blive taget alvorligt. KMD imponeret over de unges iderigdom.

It-branchen tørster efter ungt blod, og derfor arrangerer man for andet år i træk en 'it-nat' for landets ungdom.

Men på trods af navnet er solen endnu ikke gået ned over KMD's hovedsæde i Ballerup, da den første bus med unge handelsskoleelever ruller op foran hovedindgangen.

KMD er den første destination på de unges tour rundt i it-natten.

Her har man forberedt en case-øvelse, hvor de unge skal give deres bud på, hvordan et nyt elektronisk patientsystem til Region Hovedstaden skal opbygges.

De skal have et realistisk billede

”Vores mål er at give de unge et så realistisk billede som overhovedet muligt af, hvad vi laver. Og så vil vi gerne af med fordommene om it-branchen og fortælle de unge mennesker, at det her også er en branche for pigerne,” fortæller Annika Krogh, der er såkaldt employee brand manager hos KMD.

Hun har været en del af det team på fire personer, der har været med til stable KMD's bidrag til It-natten på benene.

Drengene blev væk

Der var 26 tilmeldte på den første bus, men blot seks handelsskoleelever stiger ud af bussen, da den parkerer foran KMD.

Der er ganske vist også landskamp i tv, og måske derfor er fem ud af de seks fremmødte piger. Den første fordom om, at it-branchen kun er for drenge, står for fald.

”Jeg var også overrasket over, at vi næsten kun er piger. Jeg troede faktisk, at det kun var drengene fra klassen, der ville dukke op til sådan et arrangement,” fortæller Saadet Atinkaya, der er 19 år og går i 3. HHX på Niels Brock i København.

Kønsfordelingen er ikke det eneste, der overrasker Saadeta, der ikke vidste særligt meget om it-branchen før denne aften.

”Ligesom som så mange andre troede jeg, at it kun var sådan noget for kedelige nørder. Men jeg har fundet ud af, at it-branchen ikke kun skal bruge de der fyre med briller, der sidder foran skærmen og programmerer dagen lang,” siger hun.

Saadet Atinkaya ved ikke, om hun...fortsættes

...ligefrem vil vælge en fremtid inden for it-branchen, men aftenen har i hvert fald gjort hende klogere på, hvad it-branchen er.

”Jeg havde faktisk ikke de store forventninger, men det har været en positiv oplevelse. Virksomhederne har taget os seriøst. De har ikke bare holdt kedelige salgstaler, men har også givet os nogle opgaver, der viser, hvad vi kan komme til at beskæftige os med, hvis vi vælger denne her vej,” fortæller hun, mens hun sammen med sine fem andre skolekammerater gør sig klar til at forlade Skandinavisk Data Center i Ballerup, der var aftenens anden destination.

Stort potentiale trods lille fremmøde

Mørket er nu faldet på, og hos KMD er det et stykke tid siden, at den første busfuld elever har forladt bygningen.

Man gør sig nu klar til at modtage den næste bus, som man håber medbringer væsentligt flere unge mennesker end den første.

Men først og fremmest vælger man at hæfte sig ved de unges mange ideer. Det lader ikke til, at have været nogen dum ide at give de unge en case-opgave.

”Vi burde jo have stået klar med ansættelseskontrakterne i døren”, lyder det entusiastisk fra Morten Gregersen, der er it-arkitekt og ligesom Annika Krogh har været med til sammensætte aftenens arrangement hos KMD.

”Jeg kunne virkeligt fornemme, at de forstod at tænke it på et kreativt og konceptmæssigt plan. De havde ikke særlig lang tid til at løse opgaven, men når vi spurgte ind til deres ideer, var det alligevel tydeligt, at de var gennemtænkte,” siger Morten Gregersen.

Han lader sig ikke slå ud af det skuffende fremmøde, så længe de fremmødte er interesserede og lader sig inspirere.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Brother Nordic A/S
Import og engroshandel med kontormaskiner.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Parathed – Hvad gør din virksomhed, når I bliver ramt?

Cyberkriminalitet vokser som bekendt eksplosivt i takt med digitaliseringen i disse år og det kan være voldsomt dyrt at blive hacket. Potentielt kan det lægge jeres forretning helt ned, så I ikke kan rejse jer igen. Har jeres virksomhed styr på cybersikkerheden i en tid, der kalder på oprustning? Bliv inspireret til, hvad du som virksomhed kan gøre for at sikre virksomheden og medarbejdere, så I kan gå sikkert ind i fremtiden.

21. maj 2024 | Læs mere


Computerworld Summit 2024

Vi kigger ind i scenariet for fremtiden it-afdeling og hvordan virksomheden bedst muligt udnytter både nye og etablerede teknologier til at understøtte vækst og dermed sikre overlevelse i en konkurrencepræget verden.

23. maj 2024 | Læs mere


Den digitale trussel er konstant, kompleks og stadigt stigende - også i den offentlige sektor

I dagens Danmark har vi indrettet os sådan, at alt kommunikation mellem det offentlige og borgerne foregår på forskellige digitale platforme, hvilket gør både borgerne og de offentlige institutioner skrøbelige overfor cyberkriminalitet. Samtidig lyder det fra rapporter, at de offentliges it-systemer er støvede og fulde af teknisk gæld. Dette er en farlig cocktail for de offentlige institutioner, men en særdeles lækker drink for cyber-kriminelle.

28. maj 2024 | Læs mere