På Hillerød Hospitals Patologiafdeling har man siden 2004 benyttet talegenkendelse til journalskrivning baseret på et talegenkendelses modul fra den norske leverandør MaxManus, som også leverer talegenkendelse til sygehuse i Region Sjælland, Folketinget og medierne TV 2 og DR.
Brugen af talegenkendelse har været udsat for kritik fra Lægeforeningen, fordi foreningen frygter, at systemet vil tage tid fra patienterne.
Men hos lægerne i Hillerød har alle været meget tilfredse med teknologien, fortæller Peter Ingeholm, der er overlæge på afdelingen, hvor man eksempelvis undersøger vævsprøver, som skal påvise, om en patient har kræft eller ej.
Svartiden væsentligt ned
Han forklarer, at talegenkendelsen bragte svartiden på vævsprøver væsentligt ned på afdelingen, efter teknologien blev indført hen over sommeren i 2004.
"Det med at diktere og at få et svar ud, er ikke længere noget, som tæller i den samlede svartid," siger han.
Han vurderer, at årsagen til kollegernes skepsis kan skyldes den generelle mængde af it-systemer, som med varierende succes er blevet præsenteret for lægerne gennem årene.
"Alle de, som siger, at teknikken ikke virker, taler mod bedre vidende. De burde komme op og se, hvordan det fungerer," siger Peter Ingeholm, der ikke forstår, at der stadig findes skeptikere overfor talegenkendelsen.
Retter selv, når hænderne er rene
Peter Ingeholms arbejdssituation foregår primært omkring hans mikroskop, og det adskiller hans hverdag fra eksempelvis kliniske lægers, fordi han ikke går rundt på stuegang.
"Vi har været superglade for det her system i seks år, og jeg synes at det er så morsomt, at man stadig diskuterer for og imod," siger han.
Peter Ingeholm fortæller, at han normalt benytter systemets såkaldte online-diktering, hvor han med det samme kan følge med i den indtalte tekst på en skærm ved mikroskopet. Her kan han med det samme rette teksten, hvis der er fejl.
"Efterhånden retter jeg ikke så meget, for systemet lærer jo en at kende. Det er typisk endelser og bittesmå ting," siger han.
Ind i mellem benytter han også såkaldt batch-diktering, hvor diktatet bliver korrekturlæst af en sekretær, ud fra en talegenkendt lydfil.
"Det er fordi vi i nogle arbejdssituationer ikke samtidig kan betjene en computer," siger Peter Ingeholm, der peger på, at talegenkendelsen består af en palette af muligheder.
Efterspurgte selv taleteknologi
Han fortæller, at afdelingen selv bad om talegenkendelsen, fordi der i 2004 var mangel på sekretærer. Samtidig var afdelingen også så heldige, at teknikken virkede med det samme, forklarer han, og understreger at hans fagområde er et taknemmeligt miljø at indføre teknologien i.
Han mener, at der findes specialer, som eksempelvis billeddiagnostik og psykiatri, hvor man umiddelbart kan og burde indføre talegenkendelse, men at der også er steder, hvor man må gennemgå arbejdsgangene, for at undersøge om talegenkendelse kan anvendes, forklarer han.
"Det er nok bøvlet at online-diktere på en stuegang. Hvis du skulle bruge det meste af stuegangen på at kigge i en computer, ville det nok ikke virke så befordrende for kommunikationen med patienten," siger Peter Ingeholm.
Men andre former for diktat kan udmærket foregå på kontoret, efter at stuegangen eller operationen er overstået, forklarer han.
"Man skal tilpasse sig talegenkendelsessystemet. Man skal være åben overfor, at man ikke nødvendigvis kan gøre tingene som man har gjort siden Ruder Konge var knægt," siger han.
Men det er ikke kun lægerne som skal tilpasse sig. Systemet skal også bruges på den rigtige måde, så det passer til den enkelte læges arbejdssituation, understreger Peter Ingeholm.
