Af Birte Matsen
Der sælges pc’er i Kina som aldrig før. I løbet af første halvår var salget godt 1,5 millioner, hvilket svarer til en stigning på 27 procent i forhold til samme periode sidste år, og Kinas andel af det globale pc-marked forventes at overstige tre procent i år.
Asien-krisen har dog også haft sin betydning for Kina. Købekraften er blevet mindre, og det har betydet et noget mindre salg af bærbare og servere.
Men det store pc-salg smitter ikke af på software-salget til trods for regeringens tiltag mod piratkopiering. Softwaresammenslutningen BSA anslår, at 96 procent af den anvendte software i landet stadig er piratkopier, hvilket BSA omregner til et tab på 1,5 milliarder dollars.
Nu er Microsoft, der årligt går glip af store summer som følge af piratkopiering, imidlertid gået sammen med et pladefirma fra Hongkong om at producere en musik-cd, hvor populære musikere og sangere fra Kina og Hongkong synger om “ærlighedens dyder“ i et forsøg på at overbevise kineserne om, at de skal købe den “ægte” vare. Men de er oppe mod hårde odds, så længe en engelsksproget version af Windows 98 stadig kan erhverves for tre dollars på gaden i den kinesiske hovedstad.